Christina Barfoth

Andre begivenheder:

• Referencenummer: X,76

Notater:

(X,76) Døde som spæd; den næste datter fik derfor samme navn.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Præst
• Referencenummer: IX,72

Notater:

(IX,72) Som den lærde mand, han blev, kaldes han også Hilarius Barfodius. Han kom i Göteborgs skole i 1657 og derefter i 1658 i Halmstad skole for endelig at slutte i Lund skole i 1660. Han var åbenbart en opvakt elev, thi han blev student i 1664 i Greifswald og disputerede der i 1666. Herefter begav han sig til Rostock, og det var nu en lærd mand på blot 21 år, der i 1667 kunne rejse hjem for at hjælpe sin far, og desuden blev han i 1669 indskrevet ved det nye universitet i Lund. I 1670 blev han huslærer hos Mogens Rosenkrantz i Glimminge, og han rejste derefter med sønnen Holger Rosenkrantz udenlands i årene 1672-74, hvor han besøgte en række europæiske lande, som det var sædvane på den tid, når fornemme adelsmænd skulle have indblik i den europæiske kultur. I 1676 blev Ejlert Barfoed præst i Glimminge og Tosterup i Skåne. Han blev præsteviet den 11. februar 1677(?). Det danske forsøg på at generobre de tabte landsdele gik stærkt ud over indbyggerne i Skåne, da de anvendte tyske lejetropper ikke var særlig hensynsfulde, selvom de havde fået strenge ordrer til at undlade plyndringer. Det gik også ud over pastor Ejler Barfoed i Glimminge og Borreby sogne, trods forbud, havde de benyttet nattens mørke til at tage "was ihnen vorgekommen". En fortegnelse fra pastor Barfoed viser således, at havde mistet tre dusin store tinfade, fire dusin tintallerkener, 8 sølvskeer, et stort sølvbæger, tre par store støbte messingstager, fem kobberkedler, et kobberbadekar samt forskellige beklædningsgenstande og som præsten skriver "alle mine og min hustrus klæder fra hovede til fod" (Knud Fabricius: Skånes overgang fra Danmark til Sverige, bind 3 side 192, 198 og bind 4 side 131). Efter krigen begyndte imidlertid forsvenskningen for fuldt tryk. I Ingelstad herred opstod der således i 1684 stor ængstelse hos alle præster, da deres kollega blev suspenderet for at have prædiket på dansk, og da pastor Ejler Barfoed anklagedes for landemodet for at have holdt en ligtale på dansk. Han må åbenbart have klaret sig, for den 15. august 1692 blev han herredsprovst i Ingelstad. Den 5/12 1692 blev han dr. phil. på afhandlingen "De sagis et magis veneficis", og i 1695 indrettede han nye kirkebøger for Ingeltorp og Valleberg sogne. Han må åbenbart være faldet godt til blandt sine kolleger, for i 1697 deltog han i den svenske Rigsdag som udsending for Skånes gejstlighed og han var endvidere til stede ved bisættelsen af kong Karl XI og overværede ligeledes samme år kong Karl XII's kroning. I 1705 præsiderede han ved præstemødet og forsvarede den 7. oktober et par år senere sin syndaldisputats "In Aug. invariata Conf. art. XV de ritibus Eccleriasticis". Han døde ved et ulykkestilfælde den 15/9 1709. Han fik fire børn med sin første kone (Judith Jacobsdotter) og 15 børn med sin anden (Cathrina Ifvardotter) og blev deved stamfar til en stor og forgrenet slægt. Fem af børnene døde dog som unge og tre af dem savnedes efter slaget ved Poltava i 1709.

Ved Roskildefreden 1658 mistede den danske konge de gamle landskaber Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Hvilke følger fik det for befolkningen? Desværre fortæller de få data fra slægten ikke om følelser, men der er dog visse karakteristiske træk, der kan fastslås. Det mest iøjnefaldende er naturligvis, at alle Ejlert Barfoeds børn, der fødes mellem ca. 1675 og 1705 alle fik ændret stavemåden i deres efternavn. Desuden ser vi, at så godt som alle slægtens medlemmer forbliver i Skåne, og kun enkelte rejser ind i Sverige eller tilbage til Danmark. Mange er præster og bliver naturligvis uddannet på det nye svenske universitet, der var blevet indrettet i Lund i 1668. Måske er det ellers netop præsterne, der friholdes for en forsvenskning, men der var vel heller ikke så store forskelle, som f.eks. vi finder i Slesvig og Holsten mellem dansk og tysk. Vi finder endog her medlemmer af slægten i den svenske hær i kamp mod danskerne og endvidere nogle brødre, der forsvinder i 1709 efter Karl XII's nederlag ved Poltava. Det kunne have været spændende at have haft nogle breve eller andre tilkendegivelser fra slægten.

Ejlert blev gift med Cathrina Ifvardotter i 1683. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Datter af borgmesteren og handelsmanden i Ystad Ifvar Larsson. Ejler fik 15 børn med sin anden kone.

Andre begivenheder:

• Referencenummer: XIII,37

Notater:

(VIII,37) Blev student fra Frederiksborg og immatrikuleret ved Københavns Universitet den 22/11 1635 med mester Jacob Matthæus som præceptor. Den 17/1 1640 blev han sognepræst til Årsige og Asige i Halland, idet han blev kaldet af Corfits Trolles enke fru Anne Basse til Sannarp. Efter krigene 1657-60, da Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge til Sverige, forblev han i sin præstegerning hos sine sognebørn og døde her i Årstad 1674.

Henrik blev gift med Christine Christensdatter Grim. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Datter af sognepræsten i Årstad Christen Nielsen Grim.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Embedsmand, delefoged, landmand
• Referencenummer: VII,19

Notater:

(VII,19) Jacob Mortensen Barfod boede ved skiftet efter faderen i 1619 i Bjødstrup i Hammerum herred (Se kap.3). I 1622 nævnes han som delefoged til Lundenæs Slot, d.v.s. en kongelig embedsmand, der varetog en art kongelig myndighed, og der fandtes kun én delefoged i hvert herred. Det var desuden et skridt på vejen til stilling som herredsfoged og dermed dommer i herredet, og dette embede fik han da også den 3. december 1625 i Hammerum herred. Det var et af de store herreder i Jylland, idet det strakte sig fra Holstebro i nord ned til Felding og Skarrild i syd og mod øst strakte det sig et godt stykke forbi Herning, hvor vi bl.a. finder Gjellerup, Ikast, Hammerum og Bjødstrup.
Efter en bønskrivelse til kong Christian IV fik Jacob Barfod den 10. april 1633 tilladelse til at måtte indfri Claus Barfods (VII,10, kap.3) tidligere bondegård, hvis han udlagde al den resterende landgilde og siden årligt betalte fornødne afgifter. Han klarede sig økonomisk ganske godt, og han fik da også den 24. april 1635 bevilling på kronens hele og kirkens halve part af korntienden, "når sognepræsten i Gjellerup, der da havde den, døde", og allerede den 17. april 1636 fik han stadfæstelse på livstid på, at han og hans kone Anna Christensdatter, hvis hun overlevede ham, måtte have den sædvanlige fæste og afgift på kronens part af korntienden i Gjellerup sogn. Til gengæld skulle han betale en årlig afgift på 18 ørte rug og 9 ørte byg, der skulle leveres til fastelavn.
Jacob Barfod ejede desuden en gård i Gjellerup by, som han havde vanskeligt med at få bortfæstet. Den ene fæster efter den anden måtte gå fra gården på grund af armod, fordi gårdens afgifter var alt for store. Derfor besluttede Jacob Barfod at indsende en ansøgning til kongen om at få denne forarmede gårds skatter og afgifter nedsat. Ifølge bønskrivelsen fra 1641 var afgiften på 4 skilling leding, 1 ørte rug, 1 ørte byg, 1 skovvogn, 1svin, 1 rigsdaler og 24 skæpper havre. Han skriver, at det var lige så meget som en gård i byen, så han ønskede derfor afgiften halveret. Vi kender ikke udfaldet, men på en lignende bønskrivelse fra 1634, hvor han ønskede den pågældende gård forskånet for den årlige kroneskyld, blev der svaret allerede samme år, og hér fik herredsfogeden meddelelse om, at han fik den ønskede nedsættelse af de forskellige afgifter. Den 13. juli 1643 var Jacob Barfod blevet værge for Gjellerup kirke, og han var det endnu under Torstenssonkrigen 1643-45, da svenskerne i 1643 hærgede egnen og tog, hvad kirken netop havde fået ind i korntiende og kronjordsskyld. Mange enlige gårde og landsbyer gik i disse år op i luer under krigen, og efter fredsslutningen i 1645 får vi at vide, at fjenden havde afbrændt et af Jacob Barfods huse, der var på "et halvt hundrede fag" og den besætning, som han havde tilbage bestod blot af 4 øg, 8 stude, 6 køer, 4 ungnød og 12 får.
Jacob Barfod havde været ejer af flere gårde, og var som sagt en holden mand. Han havde blandt andet haft tre gårde i Bjødstrup og i Ikast sogn havde han to gårde, nemlig Hagelskjær og Hesselbjerg, samt en gård i Nørre Nebel og to i Gjellerup by. Hertil kom, at han ejede en formue, som han i 1652 måtte svare rentepengeskat af med 200rdl., hvilket var en betydelig sum, da der i hele Hammerum herred blot var endnu en mand, der betalte en tilsvarende stor skat. Alligevel slap han året efter, d.v.s. i 1653, for skatten. Han godtgjorde nemlig for retten. at "hans penning, som han tilforn har angiven at have på rente og skattede af, har han nu optaget til sin fornødenhed, og har nu ingen at skatte af".
I 1656 førtes en sag for Herningholms birketing og for Viborg landsting mellem Jacob Barfod og birkefogden Christen Pedersen i Agerskov, hvor han klagede over, at birkefogden lod sine kreaturer og heste løbe ind på Bjødstrups store engarealer, men Jacob Barfod døde den 3. maj 1656, mens sagen endnu stod på.
Han havde først været gift med en datter af herredsfogden i Hammerum herred Peder Mar og derefter med Anna Christensdatter fra Nørre Fastrup af en anset slægt på egnen. Hans ligsten findes endnu bevaret NØ for våbenhuset i Gjellerup kirke. Det siges, at stenen tidligere har haft sin plads i gulvet i søndre korsarm, som han skal have ladet bygge (Jens Abildtrup: Selvejerslægten Bjødstrup 1380-1740, Eget forlag 1952, side 48, 67 ff., 73 ff.). Han efterlod sig 10 børn (VIII,28-37), der alle blev boende på egnen. I arveskiftet efter faderen i 1619 nævnes også Jacob Mortensen Barfods søskende, som vi ellers ikke kender noget til.

HAMMERUM SLÆGTEN
Som tidligere nævnt skete der i 15- og 1600-tallet store ændringer i samfundsstrukturen med en omlægning til herregårdsdrift, hvorved adskillige bønders gårde forsvandt for at give plads til større marker. I Jylland var jorden imidlertid af meget forskellig kvalitet og godhed, og mod vest har vi i Sønderjylland hørt om, hvorledes stormflod og sandflugt kunne ødelægge landbrug. Derfor finder vi heller ikke de fleste større godser i disse egne, hvor man ikke havde interesse i at samle på den dårlige jord.
Der er stadig i 1600-tallet blot knap en million indbyggere i Danmark, og de levede med et dyrket areal, der var mindre end i vore dage. Skovene fyldte langt mere end nu, og overdrevet uden om de dyrkede arealer ved landsbyerne fyldte godt til, så i det hele taget må vi se på et land, hvor ubebyggede fælleder, moser, sumpe og egeskove dominerede, og især i Jylland bredte både sand og lyng sig på bondegårdenes bekostning. Skovene og disse ellers tilsyneladende unyttige landstrækninger var dog særdeles værdifulde på en anden måde. Her var nemlig ofte en meget stor vildtbestand at drage nytte af, og fra skovene fik man også det uvurderlige træ til skibsbygning og husbygning med bindingsværk.
Vi har set hvorledes nogle af Barfod-slægten allerede i de tidligste generationer var draget nordpå for at slå sig ned ved Ålborg og derfra at forsøge sig med handel, men der var også folk, der drog nordpå for at finde en anden og måske bedre jord, end ved de udsatte kyster mod syd i Jylland.
Arent Berntsen, der i årene 1650-56 fik udgivet sit digre værk "Danmarckis og Norgis fructbar Herlighed", skriver bl.a. om jyderne, at de er "et stærkt, omhyggeligt og flittigt folk, som deres bjærgning ved forstår at fortsætte og intet til formues formerelse undlade", og det er vel også det, man må sige om de medlemmer af slægten, der slår sig ned i Midtjylland. Fra Hammerum stammer den skånske gren og grenen i Halland-Bohuslen. Den har sikkert også mange efterkommere i Jylland og måske i andre egne af Danmark,

Jacob blev gift med Datter af Peder Mar. Datter blev født i 1600 i Bjødstrup, Ringkøbing ; døde i 1656 i Hollingholt, Ringkøbing . [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Datter af herredsfogeden i Hammerum herred Peder Mar.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Præst

Notater:

Sognepræst i Årstad.