Hans Hansen Seidelin

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Kapellan i Helsingør, derefter provst ved Holmens Kirke, København

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:

12. c. HANS HANSEN SEIDELIN, * 14. Marts 1632 i Helsingør. Provst.
I Giessings »Jubel-Lærere« (1783) nævnes intet om, hvornaar Hans Seidelin er født, medens Broderen JØRGEN SEIDELIN angives at være født 1632. I Wibergs Præstehistorie (1867) og i Stamtavlen over Familien SEIDELIN (1877) anføres, at Hans er født den 14. Marts 1632, og at Broderen Jørgen er født 1632. Herfra stammer antagelig den almindelig udbredte Mening, at de har været Tvillinger; herom foreligger der dog intet sikkert.
Imod at de 2 Brødre skulde være Tvillinger, taler deres (forskellige) Aldersangivelse i Skiftet efter deres Fader 8. Oktober 1640. De benævnes her: »Hanns Hansen Otte Aar gammell, Jürgen Hannsenn paa Siuffuende Aar«. Jørgen er da vel snarere født 1633 (eller 1634).

Sammen med Broderen Jørgen blev Hans Seidelin 16. Maj 1653 Student fra Helsingør Skole. Giessing beretter, at de med Ære fuldendte deres teologiske Studier ved Københavns Universitet og derefter rejste til Udlandet, hvor de traf et Par svenske Studenter, som fik dem til at drage til Upsala Universitet (i hvis Matrikel de dog ikke er indført). Her hørte de, at Karl Gustav havde besluttet at genoptage Krigen, der var standset ved Roskildefreden 1658, og »gaa paa Sjælland for at belejre Kiøbenhavn. Om saadant søgede vore Seideliner at faa af deres Upsalske Venner den mueligste Kundskab, og derpaa lavede sig hemmeligen til Hjemrejsen. De meldede sig straks ved Hjemkomst hos den Kongelige Cabinets-Secretair, CHRISTOPHER GABEL, som befandt deres medbragte Tidende saa vigtig, at han førte dem ind til Kong FRIDERICH selv, som da skal have fattet for dem den første Naade.« Det er dog tvivlsomt, om dette er paalideligt, da man saa ikke kan forstaa, hvorledes man i København kunde være helt uforberedt paa Fjendens Komme"). Sikrere er det formodentligt, hvad der videre fortælles om dem, at de under Københavns Belejring, »som duelige Personer, der vare færdige at opofre Liv og Blod for deres Fædreland«, viste sig i høj Grad nyttige ved at modarbejde Fjendens Angrebsforsøg. Takket være deres gode Kundskaber i Matematik og Ingeniørvidenskab, samt deres Evne til at tale Svensk var de gentagne Gange i Stand til at udforske, »hvad der forhandledes midt i den svenske Lejr«, - »for saadanne Rapporter vidste Commandanten fast ikke, hvor højt han vilde agte dem«. De skal ogsaa have været med til at opsnappe Maalene paa Svenskernes Stormbroer og Stiger, hvorfor man lod Gravene gøre bredere, hvilket havde den ønskede Virkning, at da Stormen gik for sig, var Stormbroerne for korte, saa at der næsten druknede flere i Gravene, end der dræbtes fra Voldene.
»Dette gjorde, at Kongen [FREDERIK III] efter Belejringen i egen Allerhøjeste Person takkede disse to Brødre, og tillod dem at vælge sig Belønning enten i civil, militair eller geistlig Stand. Efter Commandantens Tilskyndelse skal Kongen gierne have befordret dem i Krigsstanden, hvortil de lode at være skikkede og skabte, som høje og velvoxne Personer, der nu havde ladet se mange Tapperheds Prøver, men de betakkede sig allerunderdanigst, bedende om Kongens Naade og Befordring i den geistlige Stand at blive Lærere i Guds Kirke, hvortil de fra Ungdom af ganske havde opofret sig, og haabede ved Guds Naade lige saa nidkiær og trolig at tjene Gud og hans Menighed, som de nu efter Formue havde tjenet Kongen og Staden. Denne deres Bestandighed behagede Hans Majestæt, som allernaadigst forsikrede dem, at de ej aleneste skulde blive forsørgede med Præstekald, men endog ved forefaldende Vacancer blive Præster i Hovedstaden, for hvis Frelse de havde vovet deres Liv.«

Hans Seidelin blev da ogsaa straks efter Freden - 1660 - øverste Kapellan ved St. Olai Kirke i Helsingør og boede nu 5 Aar i sin Fødeby, indtil han 1665 blev Sognepræst i København.

Aaret før Hans Seidelin kom til Helsingør, var hans Moder død; hun blev begravet i St. Olai Kirke den 21. Januar 1659, nøjagtigt 3 Uger før Stormen paa København, men først 18. Oktober 1662 blev der holdt Skifte efter hende. Samtidig fik Hans Seidelin udbetalt sin fædrene Arv, der siden Faderens Død 1639 havde henstaaet hos Moderen, nemlig 300 Daler, for hvilke han fik udlagt 2 Boliger ved Gammel Kloster, der var vurderet til 120 Dl., 2 Kvin- destolestader paa Mellemgulvet i St. Olai Kirke (á 30 Dl.) samt for det resterende Beløb Møbler, Husgeraad, Sengeklæder og Linned. Efter Moderen arvede han 716 Dl. 3 Mk. 61/3 Sk., hvorfor der blev ham udlagt Halvdelen af "den Gaard med 2 Boliger i Kongensgade med l Jernkakkelovn, som salig ANNANIAS KRUSE tilforn havde ejet", og som vurderedes til 450 Dl (Den anden Halvdel fik Broderen JØRGEN). Det resterende Beløb - 491 Dl. - blev ham udlagt i hans Moders efterladte Hovedgaard paa Stengaden.

11. December 1665 blev Hans Seidelin Sognepræst ved Holmens Kirke i København og Holmens Provst. »M. Hans Seidelin sang sin første Messe Nytaarsdag i Holmens Kirke.« Biskop JENS BIRCHEROD skriver i sin Dagbog: »1666, l. Januar. Blef M. Hans Hansen Seidelin (tilforn øverst Capellan i Helsingør) indsat i Holmens Kirke i Kiøbenhafn til at være Sognepræst ved samme Holmens Meenighed og Proust over Kongl. Mayts. Skibs- Præster, og holdte hand samme Dag sin første Prædiken ibidem.«

Den 10. August 1666 indviede Provst Hans Seidelin Holmens Kirkegaard uden for østerport eller »Skibskirkegaarden«, som den oprindelig kaldtes, den ældste af Københavns nuværende Kirkegaarde. Kirkens ældste »Register over begravne« meddeler: »1666 St: Laurentii Dag den 10. Augusti blev den ny Kirkegaard uden for østerport indviet, at begrave Kongl: Betjenters Lig, som ikke har Middel at begraves her inde. Og skete af H: Hans Hansen Seidelino, da denne Steds Sognepræst og Provst. Blev kaldet Skibs-Kirkegaard.«

28. Juni 1667 tog Hans Seidelin Magistergraden, men døde allerede den 20. Juni 1668, i København, kun 36 Aar gammel; han blev begravet 30. Juni i Holmens Kirke.
Paa Bagsiden af Altret i Holmens Kirke findes en Indskrift, hvori det hedder: »Anno 1665 i Novembri maanit bleff M: Torkild vdvald at vere Bisp vdi Aalborig .... , vdi hans sted bleff Her Hans Hansen Seidelinus / da øffuerst Cappellan vdi Helsingør aff Høyestbemelt: Kong: Mays. forordnet at vere denne Stedz Sogne Præst oc Prouist, giorde der effter sin første Præken ny-Aars dag 1666 her i Kirken. Herre Jesu giff at alting maa Skie dig till ærre. / Anno 1668 Den 20. Juny Døde M: Hans Hanszen Seidelin.«

Paa en af de 38 Messingbalustre, der dan¬ner Korskranken i Holmens Kirke, læses følgende Indskrift: »Hans Hansen Seidelinvs, Sognepræst og Pro vist her till Staden, Sophia Davids Daater 1668.«

Hans Hansen Seidelin blev gift 19. Maj 1661 i St. Olai Kirke i Helsingør - »til Højmessen« med SOPHIA DA-VIDSDATTER, * 10. April 1643 i Helsingør, døbt 16. s. M. i St. Olai Kirke. Dt. af Provst DAVID CHRISTENSEN (* 1607 i Helsingør. 1633 Magister. 1636 øverste Kapellan ved St. Olai Kirke i Helsingør, 11. Juni 1646 Sognepræst sst. Provst. Død 7. December 1658, begr. 14. s. M. i St. Olai Kirke) og GEDSKE FREDERIKS-DATTER (* 1623, død 28. December 1696).

Familie/Ægtefælle/Partner: Sophia Davidsdatter. Sophia (datter af David Christensen og Gedske Frederiksdatter) blev født den 10 apr. 1643 i Helsingør, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt; døde den 11 apr. 1716 i Nykøbing Falster. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Frederik Seidelin blev født den 7 jan. 1667 i Holmens Kirke Sogn; døde den 29 apr. 1729.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Handelsmand i Helsingør

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:

HANS JØRGENSEN var LISBETH MICHELS DATTERS første Mand. De indgik Ægteskab mellem 1616 og 1619. Hans Jørgensen var Handelsmand i Helsingør, men derudover vides der intet om ham, heller ikke om hvor han stammede fra.
Død 1639, begravet den 7. Juli i St. Olai Kirke i Helsingør. Til hans Begravelse »ringedes alle Kirkens Klokker«, og de 2 bedste af Kirkens Ligklæder var udlaant«.

Den 8. Oktober 1640 holdtes der Skifte efter ham i hans Gaard paa Stengaden mellem hans Enke LISBETH MICHELSDATTER, der paa dette Tidspunkt var trolovet med CHRISTOPHER HERMANSEN HOLSTEIN, og deres 4 Børn, »MICHELL HANSEN nu sine paa 13 Aar gammel, HANS HANSEN Otte Aar gammel, JÜRGEN HANSEN paa Syvende Aar og DORRETE HANSDATTER Elleve Aar gammel«. Børnenes Formyndere, "som Moderen selv ombedet haver til at være hendes Børns Formyndere«, var Moderens Svoger Jørgen Andersen (senere Borgmester), Moderens Svoger Erik Bagers Søn Frands Eriksen, Hospitalsmester Peder Graa (Moderens Svoger?) og Johan Hansen.
Efter Fradrag af Gælden blev 7.000 Kurant Daler tilovers til Skifte og Deling mellem Moderen og Børnene. »Paa det at Moderen hendes Gods uadspredt maa nyde og beholde, og Børnene deres fædrene Arv udi een Summa kan bekomme, er saaledes imellem Moderen og Børnene forhandlet, at hun skal give hendes Børns Formyndere for al hvis Arv og Gods, det være sig udi. Jordegods, Guld, Sølv, rede Penge, tilstaaendes Giæld, Kobber, Tin, Messing, Linden, Ulden, Gang- og Bænkeklæder, samt al anden indhavende Boskab og ganske Formue, rørendes og urørendes, ved hvad Navn det helst nævnes eller haves kan, aldeles intet i nogen Maader undertaget, tilsammen halvfjerde Tusinde Curant Daler, hvoraf er paa enhver Broderlod et Tusind Curant Daler, og paa Søsterens Part et halvt Tusind Curant Daler, hvilken deres tilfaldne Arv Moderen er bevilget hos sig udi Boet fri foruden nogen Rente at maa indbeholde, til Børnene komme til deres Aar og Alder, at de deres Klæder og Føde selv kunde fortjene, dog hun Børnenes Formyndere for deres fædrene Arv lovlig og nøjagtig skulde forsikre udi hendes bedste Bo og Gods, som det sig bør. Midler Tid vil og skal hun dennem med nødtørftig Føde, Klæder, ærlig Disciplin og Optugtelse fri forsyne og underholde, saa de aldeles intet af denne deres fædrene Arv skulde fortære, eller skulde komme dennem til Afkortning i nogen Maade.«
Datteren DORITHE har antagelig faaet udbetalt sin fædrene Arv, da hun i 1649 indgik Ægteskab. Derimod henstod de 2 Sønner HANS'S og JØRGENS fædrene Arveparter endnu i Boet ved Moderens Død og udbetaltes dem først ved Skiftet efter hende i 1662. Som det fremgaar af dette Skifte, blev deres fædrene Arv imidlertid nedsat fra 1.000 Kurant Daler til 300, da Moderen havde underholdt dem under deres Studeringer.
Ved Skiftet efter Hans Jørgensen i 1640 levede kun de nævnte 4 Børn. Der er dog næppe Tvivl om, at Lisbeth Michelsdatter og Hans Jørgensen har haft flere Børn, der er døde som smaa (før 1640). I Regnskabsbøgerne for St. Olai Kirke nævnes da ogsaa blandt begravede nogle Børn af (en) Hans Jørgensen. Da det imidlertid er temmelig givet, at der paa det Tidspunkt har boet flere ved Navn Hans Jørgensen i Helsingør, og det er umuligt at holde disse ude fra hinanden, er disse begravede Børn ikke nævnt blandt Lisbeth Michelsdatters og Hans Jørgensens Børn under Tredie Slægtled, men de skal i Stedet for anføres her:
(I teksten er opregnet i alt 9 børn af Hans Sørensen, som er døde og begravede fra marts 1623-oktober 1639).

Ogsaa i Forbindelse med andre Begravelser nævnes Hans Jørgensens Navn. Saaledes blev »Hans Jørgensens Amme« begravet i 1619, og det samme var Tilfældet 1625. Baade 1629 og 1636 begravedes »Hans Jørgensens Søstersøn«, begge var 14 Aar gamle. 1625 »ringedes Spirklokkerne for Hans Jørgensens Bryggersvend«, 1636 blev »Hans Jørgensens Børns Skolemester jordet paa danske Kirkegaard«, samme Aar blev hans Tjenestepige jordet samme Sted, Aaret efter blev hans Karl jordet paa den ny Kirkegaard (ved Nygade), og 1639 blev »Hans Jørgensens Bryggersvends uægte Barn jordet paa danske Kirkegaard.«

Lisbeth Michelsdatters og Hans Jørgensens 4 Børn: Tredie Slægtled.

Hans blev gift med Lisbeth Michelsdatter. Lisbeth (datter af Michel Seidel og Margrethe Baltzersdatter) blev født i ca. 1595 i Helsingør, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt; døde i jan. 1659 i Sct. Olai Kirke, Helsingør. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidel, citeres:

LISBETH MICHELSDATTER, * midt i 1590'erne.
Fra hende nedstammer Slægten SEIDELIN, idet 2 af hendes Sønner - HANS og JØRGEN, der begge blev Præster - antog deres Morfaders, Byfoged MICHEL SEIDELS Navn med Hunkønsendelsen -in: SEIDELIN.

Lisbeth Michelsdatter var først gift med Handelsmand i Helsingør HANS JØRGENSEN, med hvem hun havde 3 Sønner og l Datter, nemlig en Søn MICHEL, der døde ung, Datteren DORITHE, der var gift 2 Gange og havde 4 Børn, samt de 2 Sønner HANS og JØRGEN, der tog Navnet SEIDELIN. HANS SEIDELIN blev Sognepræst ved Holmens Kirke i København og Holmens Provst, og JØRGEN SEIDELIN blev Slotspræst i Skanderborg. I sit andet Ægteskab med CHRISTOPHER HOLSTEIN havde Lisbeth Michelsdatter l Søn, der døde som Barn.

Lisbeth Michelsdatter, der overlevede begge sine Mænd, døde 1659, begravet 21. Januar 1659 i St. Olai Kirke i Helsingør - nøjagtigt 3 Uger før Stormen paa København.
Hun døde saaledes midt under Krigen mellem Danmark og Sverige; knap ½ Aar før hendes Død var Karl Gustav gaaet i Land ved Korsør, det skete Lørdagen den 7. August 1658; da Efterretningerne herom næste Dag, om Søndagen ved Middagstid, naaede til Helsingør, idet de 2 Rigsraader Axel Urup og Otte Krag hurtig rejste fra København til Kronborg for at fremskynde Slottets Forsyning med Proviant og Forøgelsen af Krigsberedskaben, opstod der stor Uro og Opstandelse i Helsingør; Borgere og Soldater stimlede sammen i Gaderne og diskuterede Nyhederne, og saavel Borgere som Soldater stod Natten mellem den 8. og 9. August under »fuld Gevær« og ventede Fjenden. Den Il. August ankom en svensk Flaade og lagde sig mellem Helsingør og Helsingborg. Kl. l Natten mellem den 16. og 17. August ankom Wrangel til Helsingør med 4 Fod- og l Rytterregiment, ialt 3000 Mand, og besatte straks den store Bygning, hvori Øresunds Toldkammer var; allerede samme Dag skød Kronborgs Forsvarere Toldbygningen sammen, saa at Svenskerne maatte forlade den over Hals og Hoved. Efter at Svenskernes Belejring havde varet i 19 Dage, overgav Kronborg sig den 6. September Kl. 9 om Formiddagen, hvorefter Oberst Fersen med 300 Mand rykkede ind og besatte Slottet. Efter mange samtidige og overensstemmende Vidnesbyrd blev Belejringen ført med ganske overordentlig Kraft, idet Svenskerne ikke sparede noget Middel for hurtigt at blive Herre over Slottet; den Modstand, de mødte af Kronborgs 3-400 Mands danske Besætning, overgik langt, hvad de havde ventet.

En god Maaneds Tid senere - den 29. Oktober - fandt et voldsomt Søslag Sted i Øresund ud for Helsingør imellem en hollandsk og en svensk Flaade.

Det følgende Foraar dannedes en Sammensværgelse, bestaaende af Lorens Tuxen, Hans Rostgaard, Henrik Gerner, Student Gregers Hansen, Bygmesteren paa Kronborg Oluf Stenvinkel m. fl., med det Formaal ved List at tilbageerobre Kronborg fra Svenskerne. Gennem et Brev fra Gregers Hansen; hvilket faldt i Svenskernes Hænder kun 5 Dage, før Planen skulde virkeliggøres, blev Svenskerne klare over, hvad der forestod. Den af Svenskerne nedsatte Kommission til Opklaring af Sagen dømte 14 skyldige, og 29. Juli 1659 blev Oluf Stenvinkel henrettet Uden for Svingelen i Helsingør.

Først over l Aar efter Lisbeth Michelsdatters Død fandt Fredsslutningen Sted - den 27. Maj 1660.

Efter Fredsslutningen drog hele den svenske Hær til Helsingør for derfra at blive transporteret over Sundet.
Skiftet efter Lisbeth Michelsdatter beretter, at Oberst TAUBE var indkvarteret i hendes Hovedgaard den sidste Tid hun levede og nogen Tid derefter, samt at LISBETH og hendes 2 Sønner HANS og JØRGEN dels havde sendt det »Løsøre af Klæder, Kobber, Tin, Messing og andet, som de haver kunnet salvere og i Forvaring bringe« over til LISBETHS Datter DORITHE i Malmø, og dels havde "medersat noget i LENERT LAURIDTZENS [LISBETHS Svoger] gewelft Kiælder, af hvilket Gods, nemlig Linklæder, af Fugtighed nogle ere blevne fordærvet.«

Først næsten 4 Aar efter Lisbeth Michelsdatters Død fandt Skiftet efter hende Sted, den18. Oktober 1662. Arvingerne var hendes 2 Sønner HANS og JØRGEN (SEIDELIN) samt deres afdøde Søster DORITHES 4 Børn.

Lisbeth Michelsdatter efterlod sig et temmelig stort og rigt Bo, der ialt beløb sig til 4.119 Dl. 2 Mk. 3 Sk. Naar hertil lagdes de udestaaende Fordringer - »den tilstaaende Giæld« kom Boets samlede Formue op paa 5.067 Dl. l Mk. Il Sk. Boets Gæld - »den bortskyldige Giæld« - udgjorde ialt 3.275 Dl. l Mk. 212 Sk., saaledes at der blev 1.792 Dl. 812 Sk. tilbage til Skifte og Deling mellem Arvingerne. Heraf fik Sønnerne HANS og JØRGEN (SEIDELIN) hver 2 Femtedele, nemlig 716 Dl., den sidste Femtedel (358 Dl.) tilfaldt Datteren DORITHES 4 Børn.
Lisbeth Michelsdatter efterlod sig følgende Jordegods:
»Hovedgaarden paa [Sydsiden af] Stengaden med 3 Jern Kakkelovne, den ene med 4 Messingpiller og 4 Skruer; en hosliggende Bolig, som Hartvig Maer bewohner, med l Jern Kakkelovn; en Bolig med l Jern Kakkelovn op til Porten ved Hovedgaarden; 2 Boliger op til Muren ved Stranden« (ialt vurderet til 2.250 Dl. Mønt). - Af disse 2.250 Dl. tilfaldt 750 Dl. den latinske Skole i Helsingør, 50 Dl. St. Olai Kirke, 100 Dl. Clemmet Petersen i Slagelse, 491 Dl. hver af de 2 Sønner i Arv efter deres Moder, og endelig tilfaldt 358 Dl. Datteren Dorithes 4 Børn i Arv efter deres Mormoder.
Endvidere »4 Boliger liggendes i Bagstrædet bag Gammel Kloster [vurderet til 200 Dl.; tilfaldt Raad¬mand Hans Hansen], l Bolig liggendes over for Gammel Kloster, som Christen Lædertover ibor, [60 Dl., tilfaldt Jørgen Buhr], noch 2 Boliger næst op til [120 Dl., til Sønnen Hans Seidelin som hans fædrene Arv], l: Gaard med 2 Boliger i Kongens Gade med l Jern Kakkelovn udi, som S. Annanias Kruse tilforn havde ejet [450 Dl., heraf fik hver af de 2 Sønner 225 Dl. som deres mødrene Arv], l Vang i Marken [250 DL] og l Have Jord oven for Grøften i Gammel Kloster [50 Dl., tilfaldt begge Christian Rumble].«
Hun efterlod sig følgende Stolestader i St. Olai Kirke: »2½ Mands Stolestader næst op til Brudgom¬mens Stol [50 Dl., tilfaldt Raadmand Hans Hansen], 2 Mandsstader ved Fonten bag Pillen [30 Dl., til¬faldt Jørgen Buhr] og 3 Kvinde Stolestader paa Mellemgulvet [a 30 Dl. = 90 Dl. Det ene tilfaldt Jørgen Niemand paa Kirkens Vegne, de 2 andre Sønnen Hans Seidelin som hans fædrene Arv].«
Trævarer: 3 Borde, 5 Senge og Sengesteder, 5 Skabe, 3 Kistebænke og andre Bænke, 2 Spejle, 3 Kister, 10 smaa Tavler, 4 gamle dantziger Stole og 2 smaa grønne Stole, samt l Flaskefor.
Linklæder: 4 lange Damaskes Duge, 25 Drejls Duge, 8 Lagner, 2 Mandsskjorter, 11 Stykker Sperlagen, l Par Pudevaar og l fint Drejls Haandklæde.
Sengeklæder: 6 Dyner, l fordærvet Olmerdugs Dyne, 6 Hoveddyner, 4 Sengedyner, l gammel Læderdyne og l gammel Overdyne.
Bænkeklæder: 7 Bænkedyner, 6 flamske Hynder, 8 Trips Hynder og 6 syede Glindings Hynder. Sølv: 3 Sølvkander, 6 Sølvskeer, l Fløjlsbog med Sølvbeslag, g Rigsdaler og 2 dobbelte Rosenobler [Sølvmønter].
Tin: 12 Fade, l Vandfad, 3 Dusin og 3 Tallerkner, 3 Kander og 2 Sengepotter. Messing: 7 Bækkener, 10 Lysestager, l gammel Kedel og l gammel Røgelse Kar.
Kobber: 2 Mortere og l Støder, 5 Gryder, 4 Kedler, 4 Fade, l gammel Tertepande og l gammelt Sejerværk uden Klokke. Sejerværket arvede Sønnen Jørgen Seidelin.
Af Bøger efterlod Lisbeth Michelsdatter sig 4, nemlig en dansk Bibel (6 Dl.), som Sønnen Jørgen Seidelin arvede, en Jydske Lovbog (2 Dl.), som tilfaldt Hospitalsfoged Mads Pedersen, og 2 Psalmebøger (il. 8 Sk. = l Mk.), der tilfaldt Jørgen Buhr.
Sønnerne Hans og Jørgen Seidelin arvede de 12 Skilderier, som hun efterlod sig, nemlig 11 Stykker om Joseph [8. 3 Mk.] og l Stykke bag Kakkelovnen [12 Sk.]«.

Sønnerne HANS og JØRGEN SEIDELIN krævede hver 1.000 Kurant Daler som Arv efter deres afdøde Fader HANS JØRGENSEN ifølge Skiftekontrakten. Medens Datteren DORITHE tidligere havde faaet sin fædrene Arv udbetalt, henstod nemlig Sønnernes Arv hos deres Moder og Stedfader CHRISTOPHER HOLSTEIN. »Borgemester og Raad derimod svarede og formente, at efterdi begge Sønnerne havde været i Moderens Hus og haft deres Underholdning, først saavidt Contracten Moderen tilholder, men siden fremdeles til deres Studering og Underholdning her paa Stedet, saa og paa andre Stede, ... da, efter Overvejelse, er saaledes »forabschedit« og nu derom endelig sluttet, at Hr. Hans og Hr. Jørgen Hansønner« hver skal have 300 Dl. i Arv efter deres Fader.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Handelsmand, rådmand og byfoged i Helsingør.

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidel, citeres:

Stamfaderen til den danske Slægt SEIDELIN er MICHEL SEIDEL, der er født omkring Midten af det 16. Aarhundrede. Ifølge Helsingør Tingbog (15. Juli 1605) er MICHEL SEIDEL »barnefødt udi Kiøbstaden Verder, udi en Ægte-Seng, af gode, fine og ærlige Forældre, som hans Geburtsbrev klarlig og vidtløftig indeholder.« Antagelig er hans Fødebyen af de tyske Byer Werder i Pommern eller 0stpreussen, men Undersøgelser, der i dette Øjemed er foretaget paa Universitetsbiblioteket i Greuswald, har desværre været uden Resultat. Undersøgelse af MICHEL SEIDELS Herkomst vanskeliggøres i høj Grad af, at kun faa Arkivalier er bevaret fra Tiden før Trediveaarskrigen, samt deraf at SEIDEL var et meget almindeligt forekommende Navn.

Herudover vides intet om Michel Seidel, før han den 4. August 1589 fik Skøde paa en Gaard i Helsingør, hvor han var Handelsmand og senere som Raadmand og Byfoged kom til at høre til de fornemste Borgeres Kreds.
9. December 1594 blev Michel Seidel udnævnt til Byens Kæmner for det følgende Aar. 8. November 1596 blev han Raadmand, og 12. Juli 1602-August/Oktober 1611 var han Byfoged i Helsingør. 21. Oktober 1611 blev han atter Raadmand. Han døde i August 1616.

Michel Seidel var gift 2 Gange; medens hans sidste Ægteskab var barnløst, havde han i første Ægteskab l Søn, der døde barnløs, og 7 Døtre, af hvilke den enes 2 Sønner antog Morfaderens Navn med Hunkønsendelsen -in: SEIDELIN.

Michel Seidels Navn er langt hyppigst skrevet Michell Seidell, men desuden træffes Formerne Michel, Michil, Michill ; Seidel, Seydel, Seydell og enkelte Gange Seidill, Zeidel og Zeidell. I hans Segl, der desuden indeholder Mærket MS, staves hans Navn MICHEL SEIDEL.
Undertiden kaldes han MICHEL GREVE, hvilken Betegnelse - Greve = Foged - hidrører fra hans Byfogedvirksomhed. Michel Seidels eneste Søn antog Navnet GREVE som Slægtsnavn.

De helsingørske Arkivalier er bevaret fra et usædvanligt tidligt Tidspunkt; saaledes er Tingbogen, der begynder 1549, den ældste bevarede Tingbog i Danmark, og Skifteprotokollerne er bevarede allerede fra 1571; det har derfor - væsentligst ved Gennemgang af de lange Rækker af Tingbøger og Skifteprotokoller samt af Byens og Kirkernes Regnskaber - været muligt at samle en Del Oplysninger, dels om Michel Seidel og hans Familie samt de andre gamle helsingørske Slægter, dels om Livet, som det formede sig i Helsingør paa den Tid. Da Tingbøgerne dog væsentligst var Retsprotokoller og derfor især indeholder Arvestridigheder, Drabs-, Tyveri- og Injuriesager, faar man naturligvis et noget fortegnet Indtryk af Helsingør- Borgernes daglige Liv.

Michel Seidel kom til Helsingør omtrent paa den Tid, da Christian IV blev Konge, eller maaske snarere nogle Aar før Frederik II's Død. Helsingør havde paa dette Tidspunkt c. 5000 Indbyggere. Efter at det 15. Aarhundrede havde været en Blomstringsperiode for Byen, fra hvilken Tid bl. a. dens 2 Kirker og 3 Klostre stammer, begyndte med det 16. Aarhundrede en nedgangsperiode, da Byen hjemsøgtes af Ulykker: den plyndredes af Lübeckerne 1523, der atter 1535 under Grevens Fejde indtog den, hvorpaa den Aaret efter blev tilbageerobret. Gentagne Pestepidemier hærgede Byen i dette Aarhundrede, saaledes bortrev Epidemien i 1583 c. 1200 Mennesker, medens Antallet af Døde under normale Forhold kun beløb sig til c. 60 aarligt. Trods alt dette, kom Byen dog atter til Kræfter i Slutningen af det 16. Aarhundrede, dels ved Sundtoldens stigende Betydning, dels ved Frederik IIs Opførelse af Kronborg 1574-83, saa at den omkring Aar 1600 var en ret anselig By.

Den danske Borgerstand, som Michel Seidel nu kom til at tilhøre, var i sidste Halvdel af det 16. Aarhundrede en Stand, der var i god Fremgang, og hvis Medlemmer baade var i Besiddelse af Dygtighed og Virkelyst.

Første Gang Michel Seidels Navn træffes, er den 4. August 1589, da han faar Skøde fra JENS CHRISTENSEN, Skriver i Køge, paa en Gaard »liggende paa østre Side udi Kampergaden her udi Helsingør, næst norden op til David Wedderborns Gaard og sønden op til Salig Claus Nielsens Arvingers Gaard.«

Den nuværende Kampergade i Helsingør ligger lige Nord for Axeltorvet; den har Navn efter en Mand ved Navn ANDRIS KAMPEN (antagelig fra Byen Kampen i Holland), der omkring 1550 boede ved det nordøstlige Hjørne af Axeltorvet. Paa Michel Seidels Tid brugtes navnet Kampergade blot for at betegne en Gade, der førte op til Andris Kampens Hus, hvorfor Navnet dengang foruden om den nuværende Kampergade ogsaa anvendtes om dennes Fortsættelse Groskenstræde samt om den nordligste Del af Bjergegade. Da det imidlertid af Helsingør Bys Regnskaber (1590/91 ff.) fremgaar, at Michel Seidel boede i 2. Fjerding- Byen var af de 3 Syd-Nord forløben de Gader St. Annagade, Bjergegade og Stjernegade inddelt i 4 Fjerdinger, af hvilke 2. Fjerding udgjorde den Del af Byen mellem St. Annagade og Bjergegade - har Michel Seidels Gaard antagelig ligget i det nuværende Groskenstræde eller paa den østre Side af den nordligste Del af Bjergegade (derimod næppe i den nuværende Kampergade, der hører til 3. Fjerding).
JENS CHRISTENSEN i Køge havde kun ejet Gaarden i faa Maaneder, idet han havde købt den ved Skøde af 16. Juni s. A. af Abraham Jensen, Rigens Skriver. Af de 2 Nabogaarde ejedes den ene af David Wedderborn, der havde faaet Skøde paa den nogle faa Maaneder tidligere - 14. April- af sin Fader Richardus Wedderborn, den anden af Arvingerne efter Byfoged Claus Nielsen.

Skødet af 4. August 1589 fra JENS CHRISTENSEN, skriver i Køge, til Michel Seidel lyder: (udeladt her).

Af Helsingør Bys Regnskaber fremgaar, at Michel Seidel fra 1589/90, altsaa aabenbart før han købte ovennævnte Gaard, betalte 3 Sk. aarlig i Leje af en Have i 4. Fjerding, den vestlige Del af Byen, Vest for Stjernegade.

Michel Seidel blev gift første Gang mellem 1586 og 1592; da hans første Hustru MARGRETHE BALTZERSDATTER havde forskellige Slægtninge i Helsingør - saaledes var hendes Morbroder OLUF PEDERSEN som nævnt Raadmand dèr - og utvivlsomt selv er opvokset i Helsingør, har Michel Seidel sikkert først truffet hende efter at være kommet der til Byen. Hun døde 1611; altsaa efter c. 20 Aars Ægteskab. I dette Ægteskab var 8 Børn; i Overensstemmelse med Tidens Skik og Brug har Michel Seidel holdt Amme til sine Børn; Kirkeregnskaberne for St. Olai Kirke anfører saaledes, at »24 Julius 1601 ringedes med de smaa Klokker for Michel Seidels Ammes Barn« (ved dets Begravelse).

Hvornaar Michel Seidel blev Borger i Helsingør, vides ikke bestemt, da Navnene paa dem, der aflagde Borgered, paa denne Tid indførtes i en speciel »Borgerskabsbog«, der ikke længere er bevaret. Næste Gang man træffer ham i Helsingør Tingbog, optræder han imidlertid i Egenskab af Borger, idet han og 11 andre Borgere i Helsingør »med dette vort aabne Brev gør vitterligt for alle, at Aar Christi 1591 Mandagen den 8. novembris paa Helsingørs Raad-hus vare vi med Dannemænd flere, [som] samme Dag Ting søgte, forsamlede; da var skikket udi Rette for ærlige, vise og vel agte Mænd, Borgemestre, Raad og Kongens Foged en Skipper ved Navn HAAGEN DIRICHSEN, hjemme udi Kongelv, som er befunden for nogen Tid siden at have stjaalet en Baad med tvende Tove og et Anker, og det tilsammen ført over Borde ned udi sin Krejer og det nederlagt udi Baaden, hvorover forne HAAGEN DIRICHSEN med samt en hans Baadmand var indsat udi Stadsfængsel.« Nu blev først Baadsmanden ført for Retten og bekendte, hvordan han og Skipperen havde erhvervet de nævnte Tyvekoster, som Skipperen dog havde sagt, at han havde købt. Skipperen søgte først at bortforklare Tyveriet, men maatte snart »gaa til Sandhed og bekendte sig at have stjaalet samme Anker og Tov og Baad og dermed at have ilde gjort og forset sig og var begærende for Guds Skyld Naade og ikke Ret, og at han maatte nyde sit Liv og komme til Løsen for Sølv og Penge.« Da det blev tilkendegivet, at HAAGEN DIRICHSENS Hustru var i Besiddelse af »velbyrdig HENRICH GYLDENSTJERNES og andre gode Mænds Skrivelser om Benaadning paa hans Liv«, blev HAAGEN DIRICHSEN igen indsat i Stadsfængslet, idet Domsafsigelsen udsattes indtil videre, men den naaede aldrig at finde Sted; thi om Sagens ejendommelige Afslutning beretter den følgende Indførsel i Tingbogen: »Ikkun siden nogen kort Tid efter at forne HAAGEN DIRICHSEN var igen indsat, haver han undergravet de nederste store Sten udi Grundvolden i Fængslet og opgravet sig paa den anden Side i Raadhus Porten, og er saaledes bortkommen »oc Rømt sin Weeyg«.«

Al Magten i Købstæderne, der ved Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid havde et udpræget Selvstyre, var samlet hos Raadet - der bestod af 2 Borgmestre og 10 Raadmænd - i Forening med Byfogden. Da Borgmestrene valgtes ud af Raadmændenes Kreds, og da Raadet ydermere supplerede sig selv, maa Byforfatningen absolut karakteriseres som aristokratisk. Den indeholdt dog et ikke ringe demokratisk Element, idet »Menigheden« (Borgerskabet) i en vis Grad deltog i det offentlige Liv; denne Borgernes Deltagelse kunde dels foregaa paa den Maade, at de optraadte in pleno som »Menighed«, hvilket i Reglen vist foregik saaledes, at Øvrigheden paa Tinge forelagde Sagen for de Borgere, der den Dag søgte Tinget, og æskede disses Mening om Sagen; dels førtes visse Forhandlinger mellem Raadet paa den ene Side og et Udvalg paa 6, 8, 12, 16, 24 eller 30-40 Borgere paa Borgerskabets Vegne paa den anden Side. I Reglen udnævntes disse Borgere kun med et enkelt bestemt Formaal for øje, og naar dette bestemte Hverv var fuldført, vendte de tilbage til de almindelige Borgeres Rækker. I det mindste tilsyneladende blev Helsingør styret paa meget demokratisk Vis, idet næsten intet sattes i Værk, uden at Menigheden først gav sin Mening til Kende; det gælder næsten alle Anliggender af finansiel, økonomisk og merkantil Natur eller vedrørende Byens Forfatning (Valg af Borgmestre, Raadmænd og Byfoged, Forandring af Kæmnervæsenet, Ansættelse af Hørere, Organister og kommunale Bestillingsmænd samt Forhøjelse af deres Løn, og Ordning af Lavsvæsenet). Hvor stor en Del af Magten der i Virkeligheden laa hos Borgerne, og hvor megen reel Betydning alle disse Forhandlinger med Menigheden eller Udvalgene havde, er det meget vanskeligt at blive klar over. Alene det, at Borgerne i de 99 af 100 Tilfælde gaar med Raadet og samtykker i dettes Bestemmelser og Forslag, viser, at Borgernes Deltagelse i BystyreIsen sikkert har været af mere formel end reel Natur.

Fra 1592 træffes Michel Seidel nu jævnligt blandt de Borgere, der søgte Tinget, - i Helsingør var der normalt Tingdag hver fjortende Dag, ofte dog noget hyppigere. I Løbet af 4 Maaneder i 1592 udnævntes han saaledes til at overvære ikke mindre end 9 Skifteforretninger; og 14. Marts 1592 foretog han sammen med 7 andre »Dannemænd«, der var udnævnt dertil den foregaaende Tingdag, Opmaaling af 9 Jorder, hvoriblandt »Margrethe Clausdatters Gaard paa Kampergaden næst norden op til Michel Seidels«.
16. Oktober 1592 er Michel Seidel blandt de 8 Mænd, der udnævntes til »at besigtige, hvis Skade gjort er paa Bys Jord« ved Gravning, og 14 Dage senere meddelte de 8 Mænd som Resultat af deres Undersøgelse, »at der er meget ilde gravet imellem begge Adelveje, saa der synes stor Farlighed synderlig for dennem, der fremkommer agende om Nattertide, og siger ydermere at være gravet ulovligen.«
Michel Seidel var nu blevet Rodemester. Byen var som nævnt delt i 4 Fjerdinger, og i hver af disse var 8 Rodernestre. I en Lavsskraa fra 1606 (fra København) gives en Oversigt over disses Virksomhed: De skulde hver i sit Distrikt kende Menighedens Vilkaar og Tilstand, have Opsyn med rejsende og paase, at ingen mod kgl. Majestæts Mandat husede Hudstrøgne, Løsgængere, Selvfødinge og andet »skadeligt og fordærveligt Gesinde«. Aarlig skulde de skrive Mandtal over Menigheden, hvorefter Indkvarteringen fordeltes, og Skatten og andre offentlige Byrder paalignedes. Selve Fordelingen og Opkrævningen tilkom det ligeledes Rodemestrene at udføre. De eftersaa 2 Gange aarlig alle Ildsteder og havde Tilsyn med Slukningsredskaberne i deres Rode; opstod der Ildløs, »hvilken Gud naadeligen længe afvende«, skulde de give Møde med deres Spande og Stiger samt sørge for, at der fandtes tilstrækkeligt Vand, og at Husejerne ophængte Lygter, for at man kunde skelne mellem hæderlige Folk og alskens løst Pak, der kun indfandt sig for at plyndre. Rodemestrene fik ikke egentligt Vederlag for deres Arbejde, men i flere Stæder var de fri for aarlig Byskat.
22. Maj 1592 blev alle 32 Rodemestre i Helsingør - hvoriblandt Michel Seidel som Rodemester i 2. Fjerding - tilsagt »at have god Opsyn med Fyrstederne«.
Som nævnt var Michel Seidel Handelsmand; der er næppe Tvivl om, at han som saadan har handlet med alle Slags Varer. Da der 6. Juni 1592 blev gjort Udlæg i CHRISTEN BAGERS Bo, gjorde Michel Seidel Fordring paa 4 Daler l Ort for 2 Tønder Mel; Grunden til, at Christen Bagers Kreditorer fik gjort Udlæg i hans Bo, var, at han skulde forlade Byen; om Aarsagen hertil oplyser Tingbogen: »Samme Dag blev CHRISTEN BAGER og JENS PEDERSEN forvist af Byen, at rømme inden trende Solskin for et slemt Hus, de haver oppeholdet, den kristne Menighed til stor Forargelse.«
Foruden Mel hørte Øl til de Varer, Michel Seidel solgte, thi 30. Oktober s. A. »paaminder Borgemestre og Raad og alvorligen tilsiger efterskrevne Borgere [af hvilke 13 nævnes ved Navn, hvoriblandt MICHEL SEIDEL, CLAUS »RWKOP« og JACOB LANG], som sælger »Tydstøll« [tysk Øl], at enten de forskriver eller sender deres Bud efter Rostocker Øl, da skulde de forskaffe det, som godt er, og skal vrages af nogle Borgere, som Borgemestre og Raad vilde dertil betro, og dersom findes Mangel og Brøst, skal det tilbagesendes igen.« LAURITZ LUKASSEN, PEDER RHAMSØ, PEDER SKRÆDDER og ANDERS PEDERSEN SNEDKER blev af Øvrigheden »tilbetroet at prøve Tydstøl, naar det udskibes her for Byen, ved den Ed, de haver svoret Kongen og Byen.«
Samme Dag blev Michel Seidel og 3 andre Borgere tilsagt »at forlige ANDERS og DAVID BYSVEND om den Skade, David har udi hans øje bekommet af Anders Bysvends Spyd.«
Michel Seidel er nu aabenbart ved at blive velhavende, thi 11. Juni 1593 køber han »en Havejord paa Bys Grund, liggende vesten for Hans Nielsens Vejermaal«; 26. November s. A. faar han af Rasmus Skrædder Skøde paa »en Havehævd, liggende ud mod Gammel Kloster [Navnet paa det Sted, hvor oprindelig Sortebrødrenes St. Nicolaj Kloster laa, ved den nuværende Munkegade i den sydvestlige Del af Byen] paa Hellig Geistes [Hospitalets] Grund«, og 28. Januar næste Aar faar han af Lauritz Schallerød, boende i Sørup, Skøde paa »et Hus og Bygning liggende paa Bys Grund sønden for den ny Kirkegaard [Kirkegaarden ved Nygade, anlagt 1580] og vesten for Lauritz Smed.« 25. Februar blev 8 Mænd »til Tinge udnævnt til at maale den Bys Jord, som Michel Seidel haver købt af Lauritz Schallerød.« Ved Maalingen 2 Dage efter fandtes »Bredden af vester i øster« at være 22 sjællandske Alen, »Længden af Nor i Sønder« c. 40 Alen, hvilket »giver en Daler Jordskyld.«

En Del Aar senere, efter at Michel Seidel var blevet Byfoged, fik han 8. November 1602 Skøde af »Else Salig Hans Mulis Efterleverske, som bor i gammel Kro i Frederiksborg«, paa »tvende Boliger paa Hospitals Grund.«
Senere ejer Michel Seidel en Gaard ved »Svingelen«, et Led, der fandtes ved den sydvestlige Ende af den nuværende Stengade (ud for Nr. 3), og som skulde hindre Kreaturerne i at løbe ud paa Alfarvej og ind i Byen. Den 8. Februar 1604 maaltes »Michell Seydells Jordsmon, som ligger hos Svingelen. Bredden langs Adelgaden imellem Oluf Glarmesters og Peter Sko¬magers Hus af øster udi Vester var 22 Alen, og Længden igennem Gaarden og til Oluf Ha¬gensens Jordsmon var 59 Alen.« Og 14. Marts 1608 omtales en Bolig (som Rasmus Olsen Spillemand sælger til Michel Pedersen Skomager), »liggende paa Hospitals Grund norden for Stengaden imod Svingelen, imellem Michel Seidels, kgl. Majst.s Byfogeds Gaard og Carsten Skomagers Hus.«
Ved sin Død boede Michel Seidel i »Hovedgaarden imod Slottet«. Da det ikke er lykkedes at finde Michel Seidels Skøde paa denne Gaard, drejer det sig sikkert om den i 1610 afdøde Raadmand CLAUS RUHOFDTS Gaard paa Stengades Sydside i Nærheden af Slottet, hvilken Gaard Michel Seidel kom i Besiddelse af ved sit andet Ægteskab med RUHOFDTS Enke. Hermed passer det ogsaa godt, at denne Hovedgaard efter Michel Seidels Død tilfaldt RUHOFDTS 3 Børn.
Desuden ejede Michel Seidel ved sin Død 3 Gaarde, af hvilke den ene laa ved Svingelen, samt 2 Boliger ved det gamle Kloster og l Bolig ved Stranden.
15. Juli 1594 »paaklager« Michel Seidel paa Raadhuset »nogen Sæd, hannem er sket for nær af hans Nabo«, og 3 Mænd ) »udnævnes af Tinge at bese Sæden, om den er lovlig«, men Resultatet af deres »Besigtigelse« er ikke indført i Tingbogen.
9. December 1594 »tilskikkedes Michel Seidel sammen med PEDER POULSEN at være Bys Kæmner udi tilkommendes Aar«. Som saadan havde han bl. a. med Køb og Salg af Byens Jorder at gøre.
6. Juli 1596 blev Michel Seidel sammen med 3 andre Mænd udnævnt at forlige PEDER SKRÆDDER og KNUD IBSEN. Striden mellem disse 2 skyldtes, at »Knud Ibsens Hustru Else Poulsdatter haver ilde talet paa Peder Skrædders Hustru Ingeborrig Pedersdatter, kaldet hender en Vindranker, en Drukkensæk og anden Uquemsord.« Peder Skrædder havde derfor »givet Klagemaal over Else Poulsdatter«, og denne tilspørges da 21. Juni for Retten, »om hun ved andet med Peder Skrædder og hans Hustru, end hvis ærlig og godt er, da skal hun det sige, svarer dertil, hun ved intet andet end hvis ærligt og godt er om dennem at sige.« »Peder Skrædder skyder da sit og sin Hustrus og Datters Skudsmaal, om nogen ved med dennem enten Fuldskab eller Drukkenskab eller andet, som deres Ære kunde være for nær, begiærer, de vilde give hannem Skudsmaal, som han og de haver fortjent til. Borgere og menige Tingmænd gave hannem et godt ærlig Skudsmaal og Vidnesbyrd, de aldrig haver andet hørt eller spurgt om dennem andet end hvis ærligt er.« Ligeledes skyder Knud Ibsen og Else Poulsdatter deres Skudsmaal, »om nogen haver dennem at beskylde.« Da der intet yderligere foreligger om denne Sag, er det antagelig lykkedes Michel Seidel og de 3 andre Borgere at faa et Forlig bragt i Stand mellem Modstanderne.
8. November 1596 blev Michel Seidel- samtidig med CLAUS RUHOFDT, hvis Enke Michel Seidel siden ægtede -udnævnt til Raadmand i Helsingør. Tingbogen fortæller herom: »Den 8. Novembris vare i Jesu Navn paa Helsingørs Raadhus med hveranden forsamlet ærlige, vise og velagte Mænd FREDERIK LEJEL, GUDMIND NIELSEN Borgemestere, MADS LAU¬RITZEN, ANDERS HESS, JENS HOLM, PEDER HOLST, CONRAD BUVINCKHUSEN Raadmænd og MICHELL SNØCHELL Kongens Foged.« Efter at en Del Sager var forhandlet, »æskedes frem CLAUS RWHOFFD og MICHELL SEIDELL at skulle gøre deres Ed, efter der fattedes Raadmænd, og svare og lovede med oprakte Fingre, at de vilde være Kongelig Majestæt huld og tro, hjælpe den fattige saavel som den rige, hvis Lov og Ret var, bad dennem saa sandt Gud skulde hjælpe.«

Efter at have været Raadmand i 5½ Aar blev Michel Seidel i Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli 1602 udnævnt til Byfoged i Helsingør, hvilken Stilling han beklædte i 9 Aar, hvorefter han atter var Medlem af Raadet til sin Død 5 Aar senere.

Vi vil nu se lidt paa Raadet, som Michel Seidel blev Medlem af, samt paa Byfogedembedet, som han kom til at beklæde.

RAADET, som, naar det var fuldtalligt, bestod af 2 Borgmestre og 6-8 Raadmænd, sad inde med saa godt som hele Magten i Byen, og dets Medlemmer tilhørte Byens mest velhavende og indflydelsesrige Købmandsfamilier, ialt kun nogle ganske faa Slægter; i Almindelighed stod de fleste af Raadets Medlem¬mer hinanden nær ved Slægt- eller Svogerskab.

En væsentlig Aarsag til den næsten enevældige Magt, Raadet sad inde med, var, at Raadet supplerede sig selv; de valgte blev ganske vist derefter fremstillet paa Tinge, og Menigheden tilspurgtes, om de udvalgte »kendtes duelige at sidde i Raad og Ret«, hvorefter den ganske Almue samtykte og kendte dem gode nok.« Selvom Styret tilsyneladende var temmelig demokratisk, har det sikkert reelt været ret aristokratisk, idet Almuen saa godt som altid samtykte i Raadets Bestemmelser.

En vis Grad af Velstand maa have været en absolut Betingelse for at kunne komme ind i Raadet, da Bestillingen var ulønnet bortset fra de næppe store Sportler, og megen Tid kunde desuden ved Bestillingen stjæles fra det private Erhverv. Rigdom alene var dog ikke tilstrækkelig, den maatte ogsaa være erhvervet paa en særlig Maade, idet Haandværkere var udelukkede fra Sæde i Raadet, der saaledes ene rekrutteredes fra Købmandsstanden.

Hvad Valg af Borgmestre angaar, da foretoges disse undertiden af Kongen, men da det hørte til de meget store Sjældenheder, at en Ikke-Raadmand blev Borgmester, betød dette ikke reelt nogen Indskrænkning i Raadets Magt.
Efter Valget fandt Edsaflæggelsen og Indsættelsen Sted; drejede det sig om en Raadmand, foretoges denne Højtidelighed af Borgmestrene; var Talen derimod om en saadan, tilkom det Lensmanden at indsætte ham, og Kongen eller Lensmanden at edfæste ham.

I Almindelighed forblev baade Borgmestre og Raadmænd i Embede til deres Død, en Regel fra hvilken der dog, hyppigst for Borgmestrene, haves adskillige Undtagelser; Aarsagen hertil kunde være Alder og Svagelighed eller hyppigere Afgang i Næring og Bjærgning.
Hverken Borgmestre eller Raadmænd oppebar nogen egentlig Lønning, men der var dog til Embedet - som betegnende nok jævnlig kaldes en Tynge - knyttet en Række Indtægter, af hvilke de hyppigst forekommende var Embedsjord og det Udbytte, Raadet havde af denne, Eneret til at holde en Vinkælder (i Raadhuskælderen) med Detailhandel og Udskænkning, indtægten af Øl og Vin, som indførtes i Byen; endvidere Vejerpengene - Indtægten af Byens Vægt, paa hvilken adskillige Varer skulde vejes, - og Maale- eller, som de ogsaa benævnes, Tøndepengene, der betaltes for Udmaalingen af Korn. Endelig var Magistraten fritaget for aarlig Byskat.

Raadets Hovedopgave var Byens Styrelse, men foruden denne administrative Virksomhed tog det ogsaa Del i Retsplejen. Raadet repræsenterede Byen i Forholdet udadtil, skulde haandhæve og forsvare Borgerne, havde Overopsyn med Kommunens Finansvæsen, medvirkede ved Skatteligningen, bestyrede Skifte- og Overformynderivæsenet ; endelig var det dets Pligt at holde god Orden og Politi og at paase, at de kongelige Forordninger overholdtes.
BYFOGDEN - eller Kongens Foged, som han ofte kaldes, - var ikke Medlem af Magistraten (Borgmestre og Raadmænd). Han var Kongens Repræsentant over for Byen og var Kongens eneste virkelige Embedsmand i Købstaden.
Medens Borgmestrene og Raadmænd som omtalt normalt beklædte deres Embede paa Livstid, synes det modsatte ofte at have været Tilfældet med Byfogden.

Byfogden var først og fremmest Retsbetjent; hans vigtigste Hverv var at forestaa Bytinget, paa hvilket han var Dommer. "Han skal skaffe hver Mand Lov og Ret", hedder det i Bestallingerne; men foruden de heraf følgende Forretninger som Opkrævning af Sagefald, d. v. s. de Retsbøder, der tilfaldt Kongen, Udpantning m. m. havde han tillige Opsyn med den offentlige Orden og Sikkerhed i Byen og skulde sammen med Magistraten tilse, at Regeringens Foranstaltninger som f. Eks. de talrige Udførselsforbud overholdtes. Paa Kongens Vegne oppebar Byfogden forskellige Indtægter som den store Told (Udførselstold for Øksne) og den lille Told (Indførselstolden for Varer til Byen), Accisen af Øl og Vin, Møllernes Maltafgift, Sagefald, Førlovspenge (Afgift af Gods, der førtes ud af Byen), Danearv (den Kongen tilfaldne Arv efter en afdød, der ikke efterlod sig Arvinger) o. l., saaledes som det fremgaar af de bevarede Regnskaber.
En Gang aarligt skulde Byfogden gøre Regnskab for sine Oppebørsler, der paa forsvindende faa Undtagelser nær indbetaltes direkte til Rentekammeret, men næsten hvert Aar maatte Regeringen gennem Lensmændene give Byfogderne Tilhold herom.
En god Oversigt over Byfogdens Virksomhed i en større By giver en Række enslydende, københavnske Bestallinger fra Slutningen af det 16. Aarhundrede. Han skulde, hedder det, overalt ramme Kongens og Rigets Gavn og Bedste, forhjælpe hver Mand til Lov og Ret, have flittig Tilsyn med, at Kongens Sager i Byen ikke undersloges og fortiedes, samt forhøre alle Sager, af hvilke der kunde tilfalde Kongen noget Sagefald, og paase, at dette udrededes. Skete der noget Manddrab i Byen, var det hans Pligt at sørge for, at Gerningsmanden blev paagrebet.
De bevarede Byfogedregnskaber viser, at Byfogden foruden sine egentlige Hverv meget ofte fik overdraget de mest forskellige Kommissioner af Kongen, som at betale dennes Regninger af de kongelige Indtægter i Byen eller gøre Indkøb for ham; dette var særlig Tilfældet paa et Sted som Helsingør, der frembød en saa enestaaende Lejlighed til at forsyne sig med udenlandske Varer.
Oprindelig maa Byfogden som Kongens Repræsentant have været den kommunale Øvrigheds overordnede eller i det mindste ligestillede, men ved denne Tid var Rækkefølgen Borgmestre, Raad og Byfoged.

Byfogedbestillingen lagde Beslag paa ikke ringe Tid. Bytinget holdtes mindst l Gang hver fjortende Dag, ofte l Gang ugentlig, og hertil kom Udpantning og lignende Forretninger samt Deltagelse i Magistratens Forhandlinger og Byens almindelige Styrelse. Da Byfogden ligesom Borgmestre og Raadmænd var næringsdrivende, influerede hans Stilling som Embedsmand ofte lidet heldigt paa hans Købmands- eller øvrige Erhverv.

Som kongelig Embedsmand modtog Byfogden Løn; en meget almindelig anvendt Lønningsmaade var at give Byfogden Andel i Sagefaldet, hyppigst vistnok en Tiendedel; men i Slutningen af det 16. Aarhundrede gik man mere over til at give Byfogden en fast aarlig Pengeløn, og dette var vistnok Tilfældet i Helsingør paa Michel Seidels Tid. Disse Lønninger toges af Sagefaldet og de andre kongelige Indtægter, der gik i Byfogdens Kasse - en Ordning, der selvfølgelig let kunde give Anledning til Bedrageri.
De Betingelser, der krævedes for at kunne blive Byfoged, var ikke mange eller store. Selvom det ikke udtrykkelig fordredes, har Byfogden som oftest før sit Valg været Borger i Byen. Desuden skulde han være ægte født, noget der jo endog fordredes ved Indtrædelsen i Lavene. Da ALEXANDER LEJEL under en privat Retssag , som MICHEL SEIDEL havde anlagt mod ham, udtalte, at han ikke vidste, om Byfogden (MICHEL SEIDEL) var »god nok at gaa imod udi Rette, efterdi han ikke vidste hans Herkomst, og om han var ærlig og ægte født«, kunde MICHEL SEIDEL straks tilbagevise denne Fornærmelse ved at fremlægge sit »Geburtsbrev«. Juridiske Kundskaber var naturligvis uundværlige for Byfogden, men ofte var det smaat bevendt i saa Henseende. Ja, i 1603 blev saaledes Byfogden i Odense »forskaanet« for sin Bestilling, da han hverken kunde læse eller skrive, - og han havde dog trods disse Mangler siddet i Embedet i 6 Aar.

I Helsingør holdtes Raadets Møder i et mindre Rum paa Raadhuset, »Raadstuen«, hvor Borgmestre og Raadmænd samledes "inden lukte Døre", medens en større Sal benyttedes til Bytinget. I Helsingør holdtes Raadstuemøderne i Reglen sammen med Bytinget, hyppigst hver fjortende Dag, og saaledes at der først forhandledes Sager »paa Raadstuen« og dernæst »Ude paa Raadhuset for den menige Mand«. Ved Raadsmøderne skulde alle Medlemmerne være til Stede, og man maatte betale Mulkt for Udeblivelse; gennemgaaende synes man dog efter de Lister over de tilstedeværende ved Møderne, der findes indført i Tingbøgerne, at have været ret paapasselig til at møde.
Til de allervigtigste af Raadets mange Hverv hørte dets Deltagelse i Retsplejen. Der fandtes paa denne Tid 2 Domstole i Købstæderne: Bytinget - Underretten og Borgernes egentlige Værneting - og Raadstueretten, der bestod af Borgmestre og Raadmænd. I Helsingør var Jurisdiktionen gennem hele det 16. Aarhundrede dog ordnet saaledes, at baade Byfogden og den samlede Magistrat mødte saavel paa Tinge som i Raadstuen. Byfogden forekommer stadig som Medudsteder af alle retslige Dokumenter og opfattes næsten som Medlem af Raadet.
Ligesom begge Retter som nævnt holdtes paa Raadhuset, omend i forskellige Lokaler, indførtes Raadstue- og Bytingssager i samme Protokol, »Tingbogen«. Dette vedblev indtil 1611 - da Michel Seidel gik af som Byfoged - efter hvilken Tid de 2 Retter fik hver sine Protokoller, og Magistraten kun i særlige Tilfælde overværede Forhandlingerne paa Bytinget, der fra da af bestod af Byfogden, Byskriveren, Raadskæmneren og de 8 Tingmænd, der fra nu af aarlig udtoges af Raadet.
Angaaende Forholdet mellem Byting og Raadstueret oplyser en Vedtægt fra 1606, at alle »store eller svære« Sager skulde forelægges Raadstueretten, uden at det nærmere oplyses, hvilke disse Sager har været. I Helsingør synes Raadstueretten dog at have været en Slags Sø- og Handelsret, under hvilken f. Eks. Toldsvigsager sorterede, og som tillige i mangfoldige Tilfælde virkede som Forligskommission. Undertiden foregik blot Forhørene i »Raadstuen«, medens selve Dommen fældedes paa »Raadhuset«, d. v. s. Bytinget.
Foruden de 2 nævnte Former for Retsmøder: Byting og Raadstuemøde, eksisterede der i enkelte Købstæder, hvortil ogsaa Helsingør hørte, endnu en tredie Domstol, der synes at være indrettet for at lette især Bytingets Arbejde. Det er det saakaldte "Fogedbord", til hvilket Byfogden, nogle Raadmænd og Byskriveren mødte, derimod aldrig hele Magistraten. Det holdtes, som Navnet siger, i Byfogdens Hus og synes at have været en Slags Politiret, i det mindste behandledes der hovedsageligt Injuriesager samt Forvisning af Løsgængere og utugtige Kvinder, som det vrimlede af i Helsingør. De Sager, der ikke kunde føres til Ende ved Fogedbordet, skulde fortsættes paa Bytinget.

Det vides ikke bestemt, om MICHEL SEIDEL er blevet udnævnt til Byfoged i Juni eller Juli 1602. 12. Juli var han første Gang som »Kongens Foged« sammen med de 2 Borgmestre og 3 Raadmænd »paa Helsingør Raadhus forsamlede at holde Ting«. - I de 2 foregaaende Aar havde Michel Seidel flere Gange »siddet i Byfogdens Sted«, naar den daværende Byfoged PEDER HANSEN KOLLING »ikke var hjemme« og til Tider maaske ogsaa p. G. a. Sygdom var forhindret i at passe sit Embede.

Nogle Uddrag af Helsingørs Tingbøger fra Michel Seidels Byfoged tid vil kunne give et Indblik i hans Byfogedvirksomhed samt bidrage til at danne et Tidsbillede fra Helsingør omkring Aar 1600. De nedenfor refererede Sager bidrager til at give et Billede af Byfoged MICHEL SEIDEL; saaledes tyder hans Eftergivenhed over for ALEXANDER LEJEL og hans Adfærd over for Tyven, der frøs i Arresten, paa at han har været en nogenlunde forstaaende og human Mand i en ikke alt for human Tidsalder. For gennemgang af de pågældende sager, der udelades her, henvises til Den Seidelinske Slægtsbog.

I Efteraaret 1611 fratraadte Michel Seidel sit Byfogedembede og blev atter Raadmand. I den Anledning »skyder Michel Seidel Raadmand, fordum kgl. Majst.s Byfoged, paa fire Ting [i Oktober og November] hans Skudsmaal, hvorledes han sig udi samme sin Bestilling haver foreholdet; om nogen ved hannem med Billighed noget at beskylde, vil han svare hver Mand lige og ret. - Menige Mand gav hannem et godt Skudsmaal og Vindesbyrd.«
Michel Seidel er paa dette Tidspunkt aabenbart den mest kendte Beboer i den Gade, hvor han bor, hvorfor denne nu benævnes efter ham, - egentlige Gadenavne er jo af langt nyere Dato. St. Olai Kirkes Regnskab over Begravelsespenge anfører saaledes, at »6. Januar 1614 ringedes Spirklokkerne for en Quindes Barn i Michel Greves Stræde«.

I August 1616 døde Michel Seidel. Dødsdatoen kendes ikke, men ligger mellem d. 19. og d. 26. August.
Den 20. November s. A. holdtes der i Helsingør Skifte efter ham mellem hans Enke TRINE REINHOLDTSDATTER og hans efterladte 8 Børn af første Ægteskab, af hvilke de 2 ældste Døtre ANNE og MAREN var gift henholdsvis med ERIK NIELSEN BAGER og HANS OLUFSEN; Formynder for Enken var Jens Ravn, og de 6 yngste Børns Formyndere var: for LISBETH MICHELSDATTER hendes trolovede Fæstemand Hans Jørgensen, for JACOB MICHELSEN Trud Behnen, for KAREN Hans Nielsen, for MARGRETHE den ældste Søsters Mand Erik Nielsen Bager, for DORETHE Christen Søffrensen, og for ELSE den næstældste Søsters Mand Hans Olufsen.

Byfoged Michel Seidels Bo beløb sig ialt til en Værdi af omkring 7.000 Rd. Gældsposterne udgjorde tilsammen c. 5.900 Rd., saaledes at der blev godt 1.000 Rd. tilovers til Deling mellem Arvingerne.

Michel Seidel efterlod sig følgende Jordegods:
»Den Hovedgaard imod Slottet, som salig Michel Seidel iboede«. Hovedgaarden, der af de 8 Vurderingsmænd vurderedes til 2.000 Rd., overdroges til Michel Seidels 3 Stedbørn ¬Enkens Børn af hendes første Ægteskab med Raadmand CLAUS RUHOFDT - som Arv efter deres 6 Aar tidligere afdøde Fader. Med Hovedgaarden fulgte »Bryggerredskaber (Kedel og Kar), Jernkakkelovnen i Stuen, l Tresur i Stegerskammeret, Panelværket og Bænke, som er nagelfast«. - Den ældste Stedsøn CHRISTOPHER RUHOFDT fik endvidere 3 Messing-Lysestager, 13 Gryder, 2 Kedler, 2 Bækkener, 2 Bordkranse, l Kobberpande m. m. til en Værdi af 20 Rd., »eftersom han haver paa nogen Tid været udi Hispanien, og Michel Seidel midlertid intet haver kostet paa hannem at underholde.«
»Den Gaard, [Svigersønnen] HANS OLUFSEN udi bor, med Bryggerredskab, Kakkelovn, Panel og andet mere« solgtes til HANS OLUFSEN for 1.000 Rd., og »Den Gaard, Didrik Mahr ibor, med Bryggerredskab og andet mere« solgtes til Svigersønnen HANS JØRGENSEN for 1.000 Rd.
I »den Gaard ved Svingelen, Søffren Lund ibor,« og som var vurderet til 600 Rd., fik Sønnen JACOB MICHELSEN sin mødrene Arv paa 500 Rd.; de resterende 100 Rd. i Gaarden deltes ligeligt mellem Michel Seidels Enke paa den ene og hans 8 Børn paa den anden Side.
»2 Boliger ved det gamle Closter [160 Rd.], l Have derhos [45 Rd.] og l Bolig ved Stranden, som Flasken udhænger [60 Rd.],« tilfaldt alle Niels Hammer, Foged paa »Skieldinge«, der havde 300 Rd. til gode.
»Tegelwongen [130 Rd.] og l stor Have ved Christen Søffrensens Wong [60 Rd.]« tilfaldt ligeledes halvt Enken og halvt de 8 Børn.
De ved Salget af de ovenfor nævnte 2 Gaarde til de 2 Svigersønner indkomne 2.000 Rd. fordeltes saaledes, at Michel Seidels 4 Døtre LISBETH, KAREN, DORETHE og ELSE hver fik udbetalt 250 Rd. som Arv efter deres Moder, og den 5. Datter MARGRETHE 180 Rd., ialt 1.180 Rd., og Resten betaltes til forskellige Kreditorer.
Datteren MARGRETHE fik de resterende 70 Rd. af sin mødrene Arv udbetalt i 12 Sølvskeer, 26 Taffelskeer, l Krus med et Sølvlaag og 1 Stob.
Efter at endnu c. 50 Kreditorers Fordringer paa c. 1.000 Dl. var honorerede, fordeltes det resterende Gods saaledes, at Enken fik Halvdelen, og af den anden Halvdel fik hver af de 7 Døtre en Niendedel, nemlig 57½ Dl. l Mk. 5 Sk., og Sønnen de resterende 2 Niendedele, 115 Dl. 2 Mk. 10 Sk.
Den Halvdel, som saaledes udlagdes til de 8 Bøm som deres fædrene Arv, udgjordes af:
Linklæder for ialt 74 Dl., nemlig 15 Par Lagen, 20 Duge, hvoraf en var besyet med Silke, l Par Vuggelagen, 5 Haandklæder, 5 Par Pudevaar, 6 Pudevaar, 5 gamle Duge, l Haardug at rejse med, 14 Alen Lærred (74 Dl.).
Senge- og Bænkeklæder: 7 Hoveddyner, 8 Puder, 6 Dyner, 3 Dundyner, 3 Bænkedyner, 2 Glindingsdyner, 2 grønne »Mandelsnidtz« Dyner, 10 Hynder, l grønt Dækken, 7 Sengeklæder, 2 Stykker grønt Sperlagen, 2 Stk. rødt Sperlagen og 3 Stk. gult Makei Sperlagen ; l grøn og brun Silkekappe og l grøn og hvid Silkekappe (ialt 84 Dl.).
2 Messingkedler, hvoraf den ene var en Fodkedel, 3 smaa Kedler, L Par Stager, ti Pund gammelt Messing samt en liden Gryde (ialt 4½ Dl.).
Trævarer: 4 Trækister, l langt Bord, 1 Slagbænk, 2 Bagstale, hvoraf den ene var grøn, l Kurvestol, 2 Skiver, 1 Sengested, noget adskilligt gammelt Træfang paa Loftet, 2 Tønder Salt, nogle gamle Tønder og Kar i Kiælderen og 2 Blokke i Gaarden, l lang forbenet Bøsse [beklædt med Ben], l Skivsav [Rundsav 1] samt l Træsværd og l Slagsværd (ialt 57 DL).
Jernfang (10 DL): l Harnisk med Stormhage[?] og Staalhandsker; l Økse, l Kedelhage og lIldfork. Michel Seidels Gangklæder, vurderet til 49 Dl. 3 Mk.: l gammel, sid [lang, vid] Ulveskinds Kjole, l gammel Fjældfras Hue, l gammel Sabel s Fløjels Hue, 1 Kappe med slidt Fløjel under, 1 gammel Kappe, l Par »Kafps« [Kaffa, en Art Fløjl] Bukser, 1 gammel foret Kjole, l gammel Tafts Trøje, lKlædetrøje, 1 Par gI. Klædebukser, 1 blaa Atlaskes Munster Klædning besat med Guldsnore, 1 gammel Saiens Trøje og l gammel ind sprængt Klædetrøje.
Og til Slut Glas og Tavler for 5 Dl. 2 Yz Mk. og 4 Faar for 2 Dl. 3 Mk. 12 Sk.

Michel blev gift med Margrethe Baltzersdatter i ca. 1590. Margrethe (datter af Baltzer Bartskærer og Marine Pedersdatter) blev født i 1566 i Helsingør, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt; døde i mar. 1611 i Helsingør, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt; blev begravet den 26 mar. 1611 i Sct. Nikolaj kirke, Helsingør. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:

MARGRETHE BALTZERSDATTER ægtede MICHEL SEIDEL omkring 1590 - mellem 1586 og 1592.
Hendes Fader var BALTZER BARTSKÆRER, om hvem der kun vides, at han endnu i 1578 boede i Helsingør, men i 1581 var bosiddende i Marstrand i Sverige.

MARGRETHE BALTZERSDATTERS Moder, hvis Navn vistnok var MARINE PEDERSDATTER, var Søster til den velhavende Raadmand OLUF PEDERSEN i Helsingør. Hun døde c. 1578, men det vides ikke, om hun er død i Helsingør eller i Marstrand.

"1. Maj 1581 skød Mester BALTZER BARTSKÆRER, nu boende i Marstrand, sit og sin Hustru MARINES Skudsmaal om deres Omgiængelse, mens de her boede [i Helsingør], og ingen skyldte dennem andet end godt.« Paa de 2 næste Tingdage den 22. Maj og 5. Juni »skød OLUF PEDERSEN sin Svogers Skudsmaal«.

Aarsagen til, at Mester BALTZER ønskede sit Skudsmaal beskrevet, kendes ikke; antagelig var det, fordi han nu agtede at indgaa nyt Ægteskab (i Marstrand) efter sin Hustru Marines Død.

Paa den 4. Tingdag den 26. Juni blev alle Bartskærerne i Helsingør sammenkaldede paa Raadstuen, da Borgemestre og Raad, efterdi BALTZER BARTSKÆRER haver paa den Tid, han her bosad, været Embedsbroder med dennem, vilde forhøre deres Ord og Vidnesbyrd, før man vilde give beskrevet samme Skudsmaal; derfor, hvis de vide noget at skælde enten hannem eller hans Hustru eller vide med dennem noget deres Ære anrørende, da skulde de det nu fremsige og tilkendegive. Svarede alle Bartskærerne, at hvis Mester BALTZER paa hans Embeds Vegne anligger, vide de ikke andet hannem over at sige end godt. Men han og hans Hustru MARINE holdt et sælsomt Hus, mens de her boede, saa som hannem ikke vel anstod blandt hans Embeds Brødre. Synderlig gav de for, at Mestermanden [Bøddelen] skulde have været hos ham engang og drukket, og da danset med BALTZERS Hustru. Dog ingen af dem vilde for sande hannem det tilsige. Noget andet paa deres Æres Vegne bekendte de ikke at vide med dennem.« Maaske har MARINES Dans med Mestermanden været Aarsag til, at BALTZER BARTSKÆRER maatte fortrække fra Helsingør.

Ca. 1578 døde som nævnt MARGRETHE BALTZERSDATTERS Moder, og der vides intet om, hvorvidt MARGRETHE senere har haft nogen Forbindelse med sin Fader.

Heller ikke vides det, om BALTZER BARTSKÆRER har haft andre Børn end MARGRETHE, men disse maa i saa Fald være døde smaa, thi ved Mormoderens Død 1586 var MARGRETHE eneste Barnebarn.

Efter Moderens Død kom MARGRETHE i Huset hos sin Mormoder ANNE i Helsingør. Morfaderen (PEDER?), om hvem der intet vides, var tidligere død, og Mormoderen var nu gift igen, med JESPER SKRÆDDER. Hos disse tilbragte MARGRETHE BALTZERSDATTER sine 8 Barndoms- og Ungdomsaar til Mormoderens Død 1586.

Ligesom MICHEL SEIDEL (i hvert Fald de første Aar) boede ogsaa JESPER SKRÆDDER i 2. Fjerding, d. v. s. den Del af Byert, der ligger mellem St. Anna Gade og Bjergegade; JESPER SKRÆDDERS Gaard synes at have ligget i St. Anna Gade.

Mellem 1586 og 1592 blev MARGRETHE BALTZERSDATTER gift med MICHEL SEIDEL; antagelig har Brylluppet fundet Sted kort efter, at MICHEL SEIDEL i 1589 havde købt en Gaard i Kampergade i Helsingør.

I dette Ægteskab var 8 Børn, l Søn og 7 Døtre, der alle levede ved Moderens Død 1611.
Desuden har der i det mindste været l Barn, der er død lille; St. Olai Kirkes Regnskabsbog oplyser, at den 12. August 1603 »ringedes alle Klokkerne for MICHEL SEIDELS Barn«.

I Overensstemmelse med Tidens Skik og Brug havde Michel Seidel Amme til sine Børn; »den 24. Julius 1601 ringedes med de smaa Klokker for MICHEL SEIDELS Ammes Barn«.

Efter c. 20 Aars Ægteskab døde MICHEL SEIDELS første Hustru MARGRETHE BALTZERSDATTER 1611 og blev begravet den 26. Marts, da alle St. Olai Kirkes Klokker »ringedes for MARGRETE MICHELL GREFFUIS«.

Den 11. September s. A. skiftede »ærlig og velagt Mand MICHEL SEIDEL, kgl. Majst.s Byfoged og Raadmand her udi Helsingør, med sine Børn, han udi det hellige Ægteskab avlet haver med sin forrige afgangne Hustru«.
MICHEL SEIDEL »overregnede og overslog alt sit Gods, være sig af Guld, Sølv, Klenodier, rede Penninge, Huse, Gaarde og Grunde inden Byen og uden Byen, desligeste indhavende Gods, Bo og Boskab, ved hvad Navn det er eller være kan, samt anden Provision af Malt og Korn, som kunde findes, hver efter sit Navn, udi Kælderen, deslige hvis Fiskerredskab, som for Haanden vare, beløb sig i en Summa alt dette forskrevne til 6.313 Rd.«
Efter Fradrag af Gæld, som MICHEL SEIDEL var skyldig »til Kongelig Majestæt samt til andre Godtfo1k«, blev der 3.263 Rd. tilbage, som han havde at skifte med sine Børn. Heraf tilkom den ene Halvdel, 1.631½ Rd., ham selv, den anden Halvdel hans 8 Børn, men »af sin gode Vilje vil han dog give og fornøje samtlige sine Børn 1.800] Rd., hvorudaf Sønnen JACOB MICHELSEN skal have 400 Rd., og hver Datter 200 Rd., for hvilket fornævnte MICHEL SEIDELS faderlige Hjertelag imod sine Børn begge Svogere [d. v. s. Svigersønner, de 2 ældste Døtres Mænd] saavel som de andre Børns Formyndere sig imod hannem højlig betakkede.«
Efter den afdødes »egen yderste og sidste Vilje og Begiæring« skulde de 4 smaa umyndige Pigebørn, »eftersom de 2 ældste [gifte] Døtre med fri Bryllupskost ere udstyret«, have 3 Guldringe, 7 Smykker, 2 forgyldte Sølvkæder, l forgyldt Messingkæde, 5 Perlesnore og 1 liden Perlesnor at smykke Brude med«, samt en Del Guld- og Sølvmønter - ialt til en Værdi af 350 Rd. Den 7. Datter blev dog ikke forbigaaet: »Belangendes LISABET MICHELSDATTER lovede Faderen, at dersom Gud sparede hannem sit Liv, til den Tid hun bliver mandvoksen, da vil han i lige Maade gøre hende en fri Bryllups Kost, men dersom han efter Guds Vilje før skulde skilles fra denne Verden, da skulde LISABET og JACOB« have Del sammen med de andre smaa Søstre i det nævnte Guld og Smykker m. m.
Endvidere lovede MICHEL SEIDEL »at holde sine umyndige Børn til Gudsfrygt, Skolegang og anden ærlig Optugtelse og forsørge dem med det nødtørftige til Kost, Klæde og Føde.«
»Belangendes de 2 ældste Døtre, som er udi Mands Vold, lovede MICHEL SEIDEL at ville nu med første Lejlighed fornøje sin Svoger [Svigersøn] ERIK NIELSEN og HANS OLSEN enhver 200 Rd., udi Jordegods eller udi andre Maader dennem tilfredsstille.«
Og »hermed er dette Skifte udi al Venlighed og Ende besluttet.«
8 Børn.

MARGRETHE BALTZERSDATTERS SLÆGTNINGE:
Skiftet efter MARGRETHE BALTZERSDATTERS Mormoder ANNE foretoges den 22. Juni 1586.
Arvingerne var paa den ene Side ANNES Mand JESPER SKRÆDDER, paa den anden Side hendes Søn Raadmand OLUF PEDERSEN og hendes Datterdatter MARGRETHE BALTZERSDATTER; sidstnævntes Værge var Raadmand (siden Borgmester) GUDMAND NIELSEN (der senere ægtede Raadmand OLUF PEDERSENS Enke) (S. 28).
JESPER SKRÆDDER og OLUF PEDERSEN enedes om, at JESPER skulde indkræve »al til" staaende Gæld [tilgodehavende], som beløb sig til LXIIII Daler og endnu mere Gæld, hvilken JESPER nu paa denne Tid ikke kunde komme i Hu«, samt skulde betale al bortskyldig Gæld, der »beløb sig til LXIII Daler, - og skal OLUF PEDERSEN intet videre have dermed at gøre, men dermed alting at være klaret.«
Alt indehavende Gods, som fandtes i Boet, deltes i tvende Parter, af hvilke JESPER SKRÆDDER fik den ene; deri anden Halvdel deltes mellem OLUF PEDERSEN og MARGRETHE BALTZERSDATTER, der fik henholdsvis to og en Trediedel af den.
Det var ikke store Mængder Gods, OLUF og MARGRETHE arvede: l Sølvkande, nogle Sølvringe, 2 Sølvskeer (af Klippingesølv); af Tin: Fade, Tallerkner, Kander, Potter, Kovsken og andet nyt og gammelt; af Kobber: 2 gamle Gryder og l Brændevinspande med Hjelm; af Messing: 3 Lysestager, 2 Bordkranse, l Lyseplade og l gammelt Bækken. 1 Ildtang og 1 Træøkse. 1 Par halvslidte Hørgarnslagner , 3 Par Blaargarnslagner og l Hørgarnsdug. 2 gamle Agedyner og 3 Hynder; 3 gamle Sengedyner, 2 gamle Hoveddyner og 3 gamle Sengeklæder; af Træværk: 2 Fyrreskiver, l Fyrreskab, l Foldestal og l Haandkværn. »Margrethe annammede straks til sig sin Mormoders Gangklæder«, nemlig l sort, engelsk Kaabe, l brun Saiens Underkjortel og l brunt, engelsk Skørt med Lammeskind.
Der var dog lidt, der ikke blev delt mellem Arvingerne; »OLUF PEDERSEN godvillig samtykte JESPER at maa beholde den opredte Seng i Stuen med alle sine Klæder og Tilbehøring, som den nu forefindes.«
Skiftet var saaledes tilsyneladende endt i Venlighed, men senere gør J ESPER forskellige Krav gældende over for OLUF PEDERSEN, bl. a. kræver han Betaling for de 8 Aar, »han havde holdt OLUFS Søsterdatter MARGRETHE BALTZERSDATTER til Underholding, Mad og Øl, siden hendes Moder døde,« og »paa det at OLUF PEDERSEN engang kunde blive JESPER med Klammer og Trætte undslagen, tilbød han endnu at ville betale Pigens Kost, og da omsider er med begge Parters Samtykke saa bevilget, at OLUF PEDERSEN paa sin Søsterdatters Vegne skal give og betale JESPER SKRÆDDER for de VIII Aars Kost, hvert Aar VIII Daler, er LXIIII Daler.« Disse 64 Daler fordeltes paa samme Maade som den øvrige Arv, saaledes at JESPER fik 32 Daler, OLUF 21 og MARGRETHE 11 Daler.
Et andet Stridsemne mellem JESPER SKRÆDDER og OLUF PEDERSEN var 7 forgyldte Spænder, som OLUF havde hos sig, men som JESPER paastod at have Part i; »OLUF PEDER¬SEN beskedeligen berettede dennem at være betalt for lang Tid siden, og JESPER havde derfor bekommet Damstøl« [dansk Øl] og andet mere, det dog JESPER benægtede. Da, paa det at OLUF kunde blive hannem og hermed kvit og med videre Mundspilde undslagen«, fremlagde OLUF (28. August 1587) de 7 Par Spænder paa Skiftet; de vurderedes til 17 Ort. )OLUF beholdt Spænderne med JESPERS Samtykke og betalte JESPER derfor 8½ Ort.«
Endnu manglede der imidlertid at tages Bestemmelse om »den Gaard, som JESPER ibor paa Hospitals Grund, og udi hvilken Halvparten var tilfalde t OLUF PEDERSEN og MARGRETHE BALTZERSDATTER.« Den 18. Oktober 1587 forhandledes herom, »og blev endeligen saa forligt og bevilget, at JESPER SKRÆDDER maa beholde OLUFS og MARGRETHES Andel udi Gaarden og skal herfor betale dem 90 Daler samt for Husleje 10 Daler, hvilke 100 Daler han til trende St. Michelsdage 1588, 89 og 90 skal betale. Og hermed er nu altingest om Gaarden dennem imellem klart og forligt udi alle Maade.«
JESPER SKRÆDDER har aabenbart haft lidt vanskeligt ved at komme ud af det med Folk.
Ogsaa tidligere hører man herom; den 7. Maj 1576 blev han saaledes stævnet for Retten af Oluf Ipsen for at have sagt, »at Oluf er ikke den Mand, han vil gaa i Hus til«, og »at Olufs Moder er bandsat«.
3 Aar efter MARGRETHE BALTZERSDATTERS Mormoders Død er JESPER SKRÆDDER atter gift, og denne Hustru synes ligesom den forrige at have heddet ANNE.
10. November 1589 skødte JESPER SKRÆDDER )fra sig, sin Hustru og begges Arvinger, til Hans Wulner, Borger her i Helsingør, sin halve Gaard paa Hospitals Jord og Grund, paa nørre Side paa Sudergaden, mellem den anden Bolig, Jesper Skrædder nu selv ibor, og Dirieh von Hoffs Gaard.«
Den 3. Januar 1602 ringedes« St. Olai Kirkes 3 store Klokker for JESPER SKRÆDDER (til hans Begravelse). Den 8. Februar valgtes Anders Persen Snedker til Formynder for hans Enke ANNE.
Skiftet efter JESPER SKRÆDDER foretoges 15. Juni 1602. Han efterlod sig ingen Børn. Hans Arvinger var paa den ene Side Enken, paa den anden Side hans Slægtninge, nemlig hans Farbroders Datter MARINE MICHELSDATTER samt en JEP JENSEN, dennes Hustru og muligvis flere. Paa Enkens Vegne mødte Anders Persen Snedker, og paa de øvrige Arvingers Vegne Niels Thygesen, Kronborg Slots Ridefoged.
JESPER SKRÆDDERS Hus og Bolig vurderedes til 80 Daler.
»Da der findes megen Gæld og kun lidet Gods og Boskab, som ikke kan vel adspredes, samtykte Niels Thygesen godvilligen, at Anne Jesper Skrædders skal give Marine Michelsdatter 15 Daler som dennes Arvelod, Halvparten at betale til St. Michelsdag og den anden Halvpart til St. Mortensdag nu førstkommendes.(1
JESPER SKRÆDDERS Enke ANNE overlevede ham i 10 Aar; den 27. Januar 1612 ringedes St. Olai Kirkes 3 store Klokker for hende.
Som omtalt, var den velhavende RAADMAND OLUF PEDERSEN, MARGRETHE BALTZERSDATTERS Morbroder. Han blev den 10. August 1579 - sammen med DAVID LEJEL, Farbroder til den tidligere omtalte ALEXANDER LEJEL - valgt til Raadmand i Helsingør.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Barber (og kirurg?)

Baltzer blev gift med Marine Pedersdatter. Marine (datter af Peder og Anne) blev født i ca. 1550 i Helsingør, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt; døde i ca. 1578 i Helsingør, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt. [Gruppeskema] [Familietavle]