Poul Frederik Barfod  1811 - 1896

Forside    Søg    Udskriv    Log ind    Tilføj bogmærke

• Født	7 Apr. 1811	Lyngby
  Køn	Mand
  Referencenummer	XIV,28
  Død	15 Jun. 1896	Frederiksberg
  Person-ID	I173	Barfod-Barfoed
  Sidst ændret	29 Maj. 2010
  Far	Hans Peter Barfoed,   f. 15 Feb. 1770, Tirstrup i Jylland ,   d. 14 Nov. 1841, Fakse
  Mor	Marie Catharine Hjort,   f. 31 Dec. 1776,   d. 17 Jan. 1816
  Gift	24 Jun. 1797
  Familie-ID	F80	Gruppeskema
  Familie	Emilie Birkedal,   f. 18 Okt. 1813, Aalebækgård på Møen ,   d. 3 Okt. 1897, Lyngby
  Forlovet	1837
  Gift	11 Sep. 1841
  Børn	1. Hans Peter Gote Birkedal Barfoed,   f. 14 Sep. 1843, Frederiksberg ,   d. 30 Jun. 1926   2. Agathe Johanne Gote Birkedal Barfod,   f. 29 Jan. 1845, Søvang ,   d. 31 Jan. 1929, Lyngby   3. Nikolaj Frederik Severin Grundtvig Gote Birkedal Barfod,   f. 16 Mar. 1848, København ,   d. 14 Jan. 1928   4. Ludvig Harbo Gote Birkedal Barfod,   f. 27 Maj. 1850, København ,   d. 17 Okt. 1937   5. Hulda Christine Nielsen Birkedal Barfod,   f. 28 Jun. 1850,   d. 5 Dec. 1878   6. Kirstine Charlotte Gote Birkedal Barfod,   f. 24 Apr. 1852, Mosedal ved København ,   d. 24 Mar. 1877, Havmøllen ved Æbeltoft
  Familie-ID	F2	Gruppeskema

• Billeder		Poul Frederik Barfod Status: Lokaliseret.

• Notater

  Poul Frederik Barfod mistede sin mor knap 5 år gammel. Året efter giftede hans far sig igen, og den nye mor blev til stor trøst for ham. Hun havde tidligere været gift, og drengene fra dette tidligere ægteskab P.C. la Cour og Carl la Cour havde Poul Frederik megen glæde af. Som dreng var han en vil krabat, og han ville helst være gået til søs, og halvbroderen Holger la Cour, der var sømand, forøgede hans lyst ved sine raske historier fra sølivet. Han tiggede og bad faderen om at få lov, men denne ville ikke høre på ham. Frederik var et godt hoved og havde ”anlæg for bogen”, så han skulle studere. Selvom faderen i 1822 flyttede til Fakse som sognepræst, følte Frederik sig stadig som jyde. Han blev undervist hjemme af forskellige og sidst af P.C. la Cour, der tog med ham til København, hvor han blev student ved eksamination ved Universitetet den 22/10 1828. I 1829 blev han cand.phil. og tog sammen med Carl la Cour, efter at have sejlet med en jagt fra Fakse til Kiel, en vandretur rundt i Holsten, og de opretholdt livet med Carl som silhuettør og Frederik som hans reklamemand. I foråret 1830 bestod han sin anden eksamen i de 4 fag: Fysik, psykologi, moral og astronomi, hvorefter han fra oktober 1830 blev huslærer hos kammerråd Dorph på Gjorslev til den 1/7 1832. I København blev Frederik Barfod snart repræsentant for Det forenede Velgørenhedsselskab, der indsamlede og uddelte penge til trængende. I forbindelse hermed kom han ofte i hjem, hvor børnene drev ”omkring for lud og koldt vand”, og sammen med en anden student N. Callesen sammenkaldte han den 28. oktober til et repræsentantskabsmøde, hvor han foreslog oprettelse af en drengeskole. På Frederik VI.s fødselsdag, den 28. januar 1834 blev skolen indviet og i et lokale på hjørnet af Gammel Mønt og Regnegade begyndte skolen den 4. marts med 21 drenge og 8 lærere, der alle var frivillige og ulønnede, og Frederik Barfods skole, som han selv bestyrede til oktober 1837, eksisterer stadig. Fra 1833 til 1835 fik han det Moltkeske legat og det følgende år uden ansøgning en understøttelse af konferensråd N.A. Holten, men i øvrigt levede han indtil 1837 hovedsagelig af undervisning i engelsk. Desuden deltog han i oprettelsen af ”Sprogforeningen” og sad i bestyrelsen fra 1834 til 1836. Han var på alle måder optaget af det danske og nordiske og navnlig i årene 1834 til 47 foretog han adskillige fodvandringer rundt i landet for at indsamle personalhistoriske oplysninger. I 1836 var han medstifter af ”Selskabet for en forbedret retskrivnings udbredelse”, og i 1837-38 medredaktør af selskabets ”Nordisk Ugeskrift” indtil han endelig fik virkeliggjort et længe næret ønske om udgivelsen af et dansk og nordisk tidsskrift, der så dagens lys i 1839 under navnet ”Brage og Idun”, som han var redaktør for indtil 1842. Fra den 3/2 1838 til den 18/12 1839 var han ammanuensis ved Universitetsbiblioteket og fra 1839 repræsentant for Bornholm i Trykkefrihedsselskabet. Samme år var han medstifter af "Dansk Samfund" og bestyrelsesmedlem og kasserer her de første år og deltog i 1839 desuden i stiftelsen af Den akademiske Forening og samme år i mødet i Gøteborg, hvor de skandivaviske naturforskeres selskab stiftedes, hvorefter han om sommeren rejste videre til Christiania for at udvide sine skandinaviske forbindelser. I 1840 var han en af Studentersamfundets sidste bestyrere. Mens Frederik Barfod, så længe kong Frederik VI levede, helt affandt sig med den enevældige styreform, så skiftede han helt om efter Christian VIII.s tronbestigelse i 1839, og han erklærede at nu - efter 180 års enevælde - skulle man have en forfatning. Da han aldrig skjulte sine meninger, men ofte udtalte dem offentligt eller skrev dem i artikler, så varede det ikke længe, før alt hvad han skrev blev censureret og ofte forbudt. Således skete det da også, at han umiddelbart efter sit bryllup fik en dom på et års censur samt en bøde på 200 rdl. 1842 var Frederik Barfod den egentlige leder fra dansk side af det nordiske studentermøde i København og i 1843 deltog han i Uppsalatoget. Den 9/10 1844 til den 26/5 1847 var han redaktør af ”Almuevennen” og 1844-45 tillige redaktør af Kjøbenhavns Amts Landcommunal-Tidende og foretog i den anledning en rejse til Jylland og Fyn, men hindredes adskillige steder af politiet. Den 7/10 1845 var han medstifter og bestyrelsesmedlem af ”Den borgerlige Læseforening” og han fik ideen til og gennemførte det første store bondemøde den 22/10 1846 i Ringsted i forbindelse med øernes stændervalg. Han har skrevet talrige artikler i blade og tidsskrifter og udgav i 1835 ”Poetisk Læsebog for børn og barnlige sjæle”, der blev genudgivet 1836, 1841 og en 2. udgave 1850. I 1837 udgav han ”Vennernes Højtid”, 1841 ”105 dagbogsblade” og ”En samling smådigte”, i 1842 ”Skandinavisk Atlas” og ”Politisk Visebog”, den sidstnævnte sammen med F.L. Liebenberg og Carl Ploug. Endvidere udgav han også i 1842 ”Den danske sag i den slesvigske stænderforsamling”. Derefter udgav han i 1844 ”Thorvaldsensk Album” og i 1845 ”Tolv sange fra Det forenede Velgørenhedsselskabs Drengeskole” og ”65 stambogsblade fra 40 nulevende danske digtere” samt ”Udvalgte stykker af den svenske litteratur”. Den flittige forfatter fik derefter i 1846 udgivet ”En dansk hverdagshistorie” og ”Gengældelsens Bog”, men denne sidste blev dog beslaglagt og han blev den 14/8 1846 sat under tiltale og idømtes 5 års censur. Samme år havde han også fået udgivet ”Prinsen af Augustenborgs 254 aner”. Den 22. november 1846 blev han bibliotekar ved Det skandinaviske Selskab og havde stillingen indtil den 1/7 1856. I det bevægede år 1848 var han altid med, hvor der skete noget. Allerede den 24. januar var der udgået en forordning om, at alle, der var idømt censur, nu blev fritaget for denne, og dermed var et mareridt for ham til ende. Den 20. marts kom Orla Lehmann ind til ham og ved Barfods pult skrev han de krav, som han ville forelægge på Casinomødet om aftenen. Han var desuden med blandt de knapt 20.000 mennesker, der hørte om afskedigelsen af ministrene, og da der skulle vælges til den grundlovgivende rigsforsamling fik han opfordring fra både Næstved, Holbækegnen og Langeland, men afslog indtil en delegation fra Møen fik ham overtalt, og den 23. oktober åbnedes Rigsforsamlingen. I 1848 fik han udgivet ”Under Dannebrog, nogle Fædrelandsdigte”, og et andet værk, ”Danmarks Gejstlighed”, kom i to dele indtil 1850. Samtidig skrev han ”Den grundlovgivende Rigsforsamlings historie” i 1849 og ”Ny fortegnelse over Det skandinaviske Selskabs bogsamling” med tillæg 1852. 1848-50 udgav han i to bind ”Uddrag af Den grundlovgivende rigsforsamlings forhandlinger” og 1848-52 ”Ambrosius Stubs samlede digte”. ”Fortællinger af Fædrelandets historie” udkom 1853, og i den anledning modtog han en med brillanter besat brystnål af kong Oscar af Sverige og Norge og desuden en guldring af ”en kreds af venner i Sønderjylland”. I 1853 udgav han også et ugeblad ”Dannebrog” for Den danske Forening samt ”Danmarks historie i udtog”. Han var en af hovedmændene i det nordiske folkemøde i Ramløsa den 4/7 1858 og udgav samme år det nordiske tidsskrift ”Folke” samt i 1860 ”Den nordiske Kæmpebog”. I 1862 deltog han som æresgæst i det nordiske studentermøde i København og fik samme år et rejselegat på 800 rdl. for hvilket han foretog en rejse i Sverige. Ved afstemningen i Folketinget den 9/11 1864 om freden i Wien var han blandt de 21, der stemte imod, mens der var 75 for. Han udgav i 1869-74 ”Kong Christian IX.s regeringsdagbog 1863-68” ligesom han tidligere havde udgivet ”Frederik VII.s kongegerning” og var i 1867 en af hovedstifterne af ”Foreningen til lærerinders understøttelse”. I årene 1869-71 forelæste han på Københavns Universitet over Nordens historie og foretog i 1871 og 1872 foredragsrejser rundt i landet. 1874 udgav han ”Billeder af Nordens historie” og i 1876 ”Seks forelæsninger over Nordens oldtid” samt omredigerede ”Fortællinger af Nordens historie” med 3. udg. 1869 og 4. udg. 1876. Fast embedsvirksomhed synes ikke at have ligget for ham, og han sad altid i usikre økonomiske kår. En fast understøttelse, som han fra 1872 fik på finansloven, ændrede ikke dette forhold, så han kunne skrive: ”Fra jeg var barn (1826) til nu, da jeg er 83, har jeg aldrig været uden gæld”. På sine gamle dage tog han ivrigt del i den frivillige selvbeskatning til fædrelandets forsvar ligesom også højskolesagen havde hans store kærlighed. Ved sin svigersøn Jørgen la Cours landbrugsskole ved Kongens Lyngby var det ham en glæde at samtale med eleverne om folk og land og kærligheden til de rige fortidsminder og om det store håb om Sønderjyllands hjemkomst til fædrelandet. Han og hans kone var alvorlige kristne og sluttede sig helt til Grundtvig, hvilket prægede deres hjem, som i mange år var samlingssted for den store families mange unge. På sin 70-årsdag modtog han en deputation med 300 underskrifter og 2000 kr. til en nordisk rejse. Desuden lod venner hma male af kunstmaler H. Siegumfeldt og portrættet blev skænket itl museet på Frederiksborg Slot. I sine sidste år skrev han ”Danmarks historie 1884 til 1893”. Under Frederik VII havde han afslået at modtage Ridderekorset, ligesom han senere afslog titlerne professor eller justitsråd, men den 8/4 1888 tildelte Christian IX ham Ridderkorset uden at spørge. De havde seks børn (XV,34-39).