- 1656

Forside    Søg    Udskriv    Log ind    Tilføj bogmærke

• Køn	Mand
  Beskæftigelse	Embedsmand, delefoged, landmand
  Referencenummer	VII,19
  Død	3 Maj. 1656
  Person-ID	I1832	Barfod-Barfoed
  Sidst ændret	22 Mar. 2008
  Far	Morten Jacobsen Barfod,   d. 1618, Hagelskjær i Ikast
  Mor	Maren Nielsdatter
  Familie-ID	F758	Gruppeskema
  Familie 1	Datter af Peder Mar
  Børn	1. Peder Jacobsen Barfod   2. Morten Jacobsen Barfod   3. Jens Jacobsen Barfod   4. Christen Jacobsen Barfod,   d. Før 1664   5. Knud Jacobsen Barfod   6. Niels Jacobsen Barfod   7. Claus Jacobsen Barfod,   d. 1688   8. Inger Jacobsdatter Barfod,   f. 1623, Bjødstrup   9. Apollonia Jacobsdatter Barfod,   f. Ca. 1638,   d. 1693   10. Henrik Jacobsen Barfod,   f. CA, 1614,   d. 1674, Årstad (Halland?) Sverige
  Familie-ID	F593	Gruppeskema
  Familie 2	Anna Christensdatter
  Familie-ID	F757	Gruppeskema

• Notater

  (VII,19) Jacob Mortensen Barfod boede ved skiftet efter faderen i 1619 i Bjødstrup i Hammerum herred (Se kap.3). I 1622 nævnes han som delefoged til Lundenæs Slot, d.v.s. en kongelig embedsmand, der varetog en art kongelig myndighed, og der fandtes kun én delefoged i hvert herred. Det var desuden et skridt på vejen til stilling som herredsfoged og dermed dommer i herredet, og dette embede fik han da også den 3. december 1625 i Hammerum herred. Det var et af de store herreder i Jylland, idet det strakte sig fra Holstebro i nord ned til Felding og Skarrild i syd og mod øst strakte det sig et godt stykke forbi Herning, hvor vi bl.a. finder Gjellerup, Ikast, Hammerum og Bjødstrup. Efter en bønskrivelse til kong Christian IV fik Jacob Barfod den 10. april 1633 tilladelse til at måtte indfri Claus Barfods (VII,10, kap.3) tidligere bondegård, hvis han udlagde al den resterende landgilde og siden årligt betalte fornødne afgifter. Han klarede sig økonomisk ganske godt, og han fik da også den 24. april 1635 bevilling på kronens hele og kirkens halve part af korntienden, "når sognepræsten i Gjellerup, der da havde den, døde", og allerede den 17. april 1636 fik han stadfæstelse på livstid på, at han og hans kone Anna Christensdatter, hvis hun overlevede ham, måtte have den sædvanlige fæste og afgift på kronens part af korntienden i Gjellerup sogn. Til gengæld skulle han betale en årlig afgift på 18 ørte rug og 9 ørte byg, der skulle leveres til fastelavn. Jacob Barfod ejede desuden en gård i Gjellerup by, som han havde vanskeligt med at få bortfæstet. Den ene fæster efter den anden måtte gå fra gården på grund af armod, fordi gårdens afgifter var alt for store. Derfor besluttede Jacob Barfod at indsende en ansøgning til kongen om at få denne forarmede gårds skatter og afgifter nedsat. Ifølge bønskrivelsen fra 1641 var afgiften på 4 skilling leding, 1 ørte rug, 1 ørte byg, 1 skovvogn, 1svin, 1 rigsdaler og 24 skæpper havre. Han skriver, at det var lige så meget som en gård i byen, så han ønskede derfor afgiften halveret. Vi kender ikke udfaldet, men på en lignende bønskrivelse fra 1634, hvor han ønskede den pågældende gård forskånet for den årlige kroneskyld, blev der svaret allerede samme år, og hér fik herredsfogeden meddelelse om, at han fik den ønskede nedsættelse af de forskellige afgifter. Den 13. juli 1643 var Jacob Barfod blevet værge for Gjellerup kirke, og han var det endnu under Torstenssonkrigen 1643-45, da svenskerne i 1643 hærgede egnen og tog, hvad kirken netop havde fået ind i korntiende og kronjordsskyld. Mange enlige gårde og landsbyer gik i disse år op i luer under krigen, og efter fredsslutningen i 1645 får vi at vide, at fjenden havde afbrændt et af Jacob Barfods huse, der var på "et halvt hundrede fag" og den besætning, som han havde tilbage bestod blot af 4 øg, 8 stude, 6 køer, 4 ungnød og 12 får. Jacob Barfod havde været ejer af flere gårde, og var som sagt en holden mand. Han havde blandt andet haft tre gårde i Bjødstrup og i Ikast sogn havde han to gårde, nemlig Hagelskjær og Hesselbjerg, samt en gård i Nørre Nebel og to i Gjellerup by. Hertil kom, at han ejede en formue, som han i 1652 måtte svare rentepengeskat af med 200rdl., hvilket var en betydelig sum, da der i hele Hammerum herred blot var endnu en mand, der betalte en tilsvarende stor skat. Alligevel slap han året efter, d.v.s. i 1653, for skatten. Han godtgjorde nemlig for retten. at "hans penning, som han tilforn har angiven at have på rente og skattede af, har han nu optaget til sin fornødenhed, og har nu ingen at skatte af". I 1656 førtes en sag for Herningholms birketing og for Viborg landsting mellem Jacob Barfod og birkefogden Christen Pedersen i Agerskov, hvor han klagede over, at birkefogden lod sine kreaturer og heste løbe ind på Bjødstrups store engarealer, men Jacob Barfod døde den 3. maj 1656, mens sagen endnu stod på. Han havde først været gift med en datter af herredsfogden i Hammerum herred Peder Mar og derefter med Anna Christensdatter fra Nørre Fastrup af en anset slægt på egnen. Hans ligsten findes endnu bevaret NØ for våbenhuset i Gjellerup kirke. Det siges, at stenen tidligere har haft sin plads i gulvet i søndre korsarm, som han skal have ladet bygge (Jens Abildtrup: Selvejerslægten Bjødstrup 1380-1740, Eget forlag 1952, side 48, 67 ff., 73 ff.). Han efterlod sig 10 børn (VIII,28-37), der alle blev boende på egnen. I arveskiftet efter faderen i 1619 nævnes også Jacob Mortensen Barfods søskende, som vi ellers ikke kender noget til. HAMMERUM SLÆGTEN Som tidligere nævnt skete der i 15- og 1600-tallet store ændringer i samfundsstrukturen med en omlægning til herregårdsdrift, hvorved adskillige bønders gårde forsvandt for at give plads til større marker. I Jylland var jorden imidlertid af meget forskellig kvalitet og godhed, og mod vest har vi i Sønderjylland hørt om, hvorledes stormflod og sandflugt kunne ødelægge landbrug. Derfor finder vi heller ikke de fleste større godser i disse egne, hvor man ikke havde interesse i at samle på den dårlige jord. Der er stadig i 1600-tallet blot knap en million indbyggere i Danmark, og de levede med et dyrket areal, der var mindre end i vore dage. Skovene fyldte langt mere end nu, og overdrevet uden om de dyrkede arealer ved landsbyerne fyldte godt til, så i det hele taget må vi se på et land, hvor ubebyggede fælleder, moser, sumpe og egeskove dominerede, og især i Jylland bredte både sand og lyng sig på bondegårdenes bekostning. Skovene og disse ellers tilsyneladende unyttige landstrækninger var dog særdeles værdifulde på en anden måde. Her var nemlig ofte en meget stor vildtbestand at drage nytte af, og fra skovene fik man også det uvurderlige træ til skibsbygning og husbygning med bindingsværk. Vi har set hvorledes nogle af Barfod-slægten allerede i de tidligste generationer var draget nordpå for at slå sig ned ved Ålborg og derfra at forsøge sig med handel, men der var også folk, der drog nordpå for at finde en anden og måske bedre jord, end ved de udsatte kyster mod syd i Jylland. Arent Berntsen, der i årene 1650-56 fik udgivet sit digre værk "Danmarckis og Norgis fructbar Herlighed", skriver bl.a. om jyderne, at de er "et stærkt, omhyggeligt og flittigt folk, som deres bjærgning ved forstår at fortsætte og intet til formues formerelse undlade", og det er vel også det, man må sige om de medlemmer af slægten, der slår sig ned i Midtjylland. Fra Hammerum stammer den skånske gren og grenen i Halland-Bohuslen. Den har sikkert også mange efterkommere i Jylland og måske i andre egne af Danmark,