Barfod-Barfoed Slægten
Du er ikke logget ind Login
 
Edith Karen Ingeborg Jacobsen

Edith Karen Ingeborg Jacobsen

Kvinde 1907 - 2004  (96 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn Edith Karen Ingeborg Jacobsen 
    Kælenavn Norup 
    Født 1 dec. 1907  Hausergade 13, Trinitatis sogn, København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Døbt 19 apr. 1908  Trinitatis sogn, København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Kvinde 
    Beskæftigelse Forretningsdrivende, pelsforretning 
    Død mar. 2004 
    Søskende 8 søskende 
    Person-ID I5791  Barfod-Barfoed | Efterkommere efter Ernst Kristian Kann
    Sidst ændret 8 apr. 2013 

    Far Andreas Jacobsen,   f. 18 okt 1858, Hornum, Hornum Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 1944  (Alder 86 år) 
    Mor Kirsten Marie Nielsen,   f. 28 okt 1874, Oxenvald, Slesvig Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 1952  (Alder 78 år) 
    Gift 2 sep. 1894  Sct. Stefans Kirke, København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F2379  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie Henning Laurits Norup,   f. 20 jan. 1907, Helligkors Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. aug. 1978  (Alder 71 år) 
    Gift 1932 
    Børn 
    +1. Flemming Norup
    +2. Marianne (Tut) Norup
    Sidst ændret 7 apr. 2013 
    Familie-ID F2378  Gruppeskema  |  Familietavle

  • Billeder
    Edith Karen Ingeborg Jacobsen
    Edith Karen Ingeborg Jacobsen

  • Notater 
    • Edith Jacobsens erindringer:

      Jeg hedder Edith K. I. Norup, født Jakobsen, den 1-12-1907 i Hausergade i et af de gedigne Huse, der blev revet ned for at gøre Plads til Hovedbiblioteket (på Kultorvet). Mine Forældre kom begge fra Jylland, men traf hinanden i København. Mor var kun 19 Aar, da de giftede sig, min Far 38. Mor var højgravid. De var gået fra den ene Kirke til den anden for at finde en Præst, der ville vie "de 2 syndere". Det var i Stefans Kirken på Nørrebro den 2. September 1894. 14 Dage senere blev min Bror født, min Mor fødte 11 Børn, hvoraf de 2 døde ganske små af difteritis, som dengang var en meget farlig Sygdom. Vi voksede op i Hausergade Nr. 13 på 4de Sal i en 4 Værelsers Lejlighed. Dengang uden nogen Form for Bekvemmeligheder. Der var et lille Toilet, men det var bare en Spand, som vi selv skulle ned i Gården og tømme. Gas og Lys var der heller ikke, så vi havde Petroleumslamper og levende Lys ved festlige Lejligheder.
      Søskendeflokken med cirka 1½ Aar mellem hver, bestod nu af 6 Drenge og 3 Piger, hvoraf jeg var den ældste Pige og derfor sikkert en Del forkælet. Min Mor ammede os alle, og en Dag, hun sad og ammede min Søster, havde min yngste Bror, dengang 3½ Aar fået Haspen af Vinduet, lænede sig frem og styrtede ned fra 4de Sal. Min Mor fik et chok, men styrtede ned af Trappen og fandt ham tilsyneladende uskadt. Han kom på Kommunehospitalet, med de fandt kun lettere Skrammer og formodet Hjernerystelse. Min Lillesøster, som stadig blev ammet, fik dårlige Nerver, som forfulgte hende Resten af Livet. Der var mange dramatiske Hændelser med "Drengene", som vi Piger kaldte dem, især min næst yngste Bror Nikolaj var meget aktiv og vanskelig at beskæftige. En Dag gav min Mor ham en Kurv og lagde et Par Kartofler og Gulerødder i, og sagde, at han kunne gå paa Torvet og sælge Grøntsager. Han tog det bogstaveligt, gik ned på Gaden, kun iført Undertrøje. Han nåede helt til Amagertorv, før en Betjent tog ham med hjem til Antoniagades Politistation.
      Vi legede mest på Kultorvet og Hauser Plads. Der var en Baggård på Hjørnet af Suhmsgade, som vi syntes var særlig spændende. Det var et Porcelæns Lager og Gården var fuld af Trækasser med Træuld. Porten var en stor Jerngitterport, som blev lukket, når Arbejdsdagen var forbi. En Dag havde vi ikke lagt mærke til, at den var blevet lukket, og mine 2 yngste Brødre og jeg var lukket inde. Nu var gode Råd dyre, men vi blev enige om, at vi måtte forsøge at komme i gennem foroven. Det lykkedes også for min yngste Bror og mig, men Nikolajs Hoved sad uhjælpeligt fast mellem Jerntremmerne. Vi var nødt til at gå den tunge Vej hjem til Mor, og hun måtte bede Politiet om Hjælp. Der måtte Smede til Hjælp, og vi fik en ordentlig Omgang Klø. Min Mor var meget hidsig og lagde ikke Fingrene imellem. Min yngste Bror og jeg var uadskillelige. Han holdt mig altid omhyggeligt i Hånden, når vi gik på Gaden. Vi blev kaldt det lille Kærestepar. I Bagergården i Rosenborggade dansede vi for Bagerne og blev honoreret med Wienerbrød, Rosenbrød og andet godt, som vi satte os på Trappen og spiste. De opfordrede os til at kysse hinanden efter Dansen, men det nægtede jeg på det bestemteste til stor Forargelse for min Bror, for vi blev lovet Flødeskums Kager, men bestemt "Nej"!
      Alle vi ni Børn var døbt med mange Navne. Mange af dem italiensk inspirerede:
      Bruno Albert Oluf, Nikolaj Severin Guldbrandt, Andreas Amund, Michael Parmo Andre, Henry Fridtjof Reinhart, Romeo Frederik. Alle Drengene hed Bøtger til Mellemnavn.
      Vi 3 Piger, Edith "Karen Ingeborg" (mine Bedste Forældres Fornavne), Emma Kirsten, Martha Elvine Nielsine, men det mest imponerende Navn havde min Fars Søster, Andrine Olevine Ryesine Schleppegreldine (hun var født under 3-Aars Krigen og opkaldt efter Heltene derfra). Hun og hendes Mand emigrerede senere til Australien. Min Farbror ville også dertil, men kom med forkert skib, og havnede i Sydafrika, hvor han så måtte blive. Men den skarpe sol blændede ham, og han blev blind og kom hjem til Danmark igen.
      Alle vi ni børn kom til at gå i Sølvgades Skole. Der var ganske vist nærmere til Suhmsgades Skole, men den syntes min Mor ikke om. Dengang var Sølvgades Skole en "Betalings Skole".
      København, du har alt, hvad der fryder mit Sind, du er min både ude og inde, sang Carl Brisson, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Latiner Kvarteret har ikke ændret sig så forfærdelig meget. Det mest ødelagte er nok Kultarvet, hvor alle de smukke og gode
      Huse tilhørende T.M. Werner mod Kultarvet, Pustervig, Hauser Plads og Hausergade blev revet ned for at bygge et Bibliotek, som nu viser sig at være for lille. Det ville næppe have kunnet ske i dag. Havhesten, som vi havde klatret op på så mange Gange, blev flyttet til Helsingør. Hvorfor ved jeg ikke. På Hjørnet af Pilestræde og Landemærket helt hen til Kirkepladsen blev smukke gamle Huse revet ned. Senere da en Bygherre ville rive 2 Huse i Aabenraa ned, nedlagde Kommunen Veto, og i Stedet blev husene renoverede og udlejet til høje Priser. Jeg kom i Sølvgades Skole på Eftermiddagsholdet, og gik hver Dag Turen igennem Kongens Have på alle Tider af Aaret. Om Vinteren var Haven lukket. Så måtte jeg gå ad Kronprinsessegade og GI. Mønt, men det var ikke helt udelukket, at en Natpotte blev tømt ud af Vinduet fra et af de gamle beskidte Huse i GI. Mønt eller Aabenraa. Så som Regel gik jeg den lille Omvej ad Gothersgade/Hauser Plads.
      Der var også mange Særlinge og løse Eksistenser, der holdt til i disse Gader, så her gik Politibetjentene, som vi kaldte "Panserbasserne" ofte deres Runde. Gadebilledet var ganske anderledes, end det er i dag. Fattigt påklædte Mennesker ofte i Træsko eller Kludesko var almindeligt. Det inspirerede mig til i en Alder af 11 Aar at skrive en lille rørende Historie om en fattig Families Trængsler. Jeg gik dengang i Søndagsskole, og var meget optaget af at samle ind til de fattige og sultende Børn i Armenien.
      Der var meget Drikkeri. Snapsen var billig, så i de små Kælder Beværtninger, som der var mange af, blev der drukket "Mælketoddyer", varm mælk med snaps i. Jeg var ret glad for at gå i Sølvgades Skole og især stolt af min imponerende Inspektør Kehler, om hvem Sønnen Henning Kehler skrev Bogen "Min smukke Far".
      Efter Krigen i 1918 kom et fransk Alpejæger Korps spadserende gennem Sølvgade forbi Skolen, hvor alle vi børn, udstyret med små franske Flag, stod og råbte "Vive la France".
      Hausergade Nr. 13 var beboet af 4 familier:
      1. Sal, Kaminkovits, jødisk Slagter.
      2. Sal, Haslund, Bogbindermester.
      3. Sal, Theisen, Blikkenslagermester.
      4. Sal, Jakobsen, Naturaliehandler.
      Hvert Aar i September fejrede Jøderne "Løvsalsfest" og byggede en Løvhytte i Gården.
      Vi Børn syntes, det var meget spændende at se Deres Ceremonier, og vi fik også lov til at smage deres store, runde usyrede Brød nærmest som en Slags tynde Knækbrød og med Pølsepålæg.
      Huset var helt uden Bad, Varme, sanitære Installationer og Vaskekælder.
      Da jeg var ca. 8 Aar købte mine Forældre en Vaskemaskine, som blev opstillet i Køkkenet. Det var en stor attraktion på den Tid, og vi syntes, det var meget spændende at dreje det store Håndsving. Når tøjet så var parat til at blive tørret, skulle det bæres i store Kurve ned fra 4de Sal og op på 4de Sal i Nr. 11, for der var Husenes fælles Tørreloft. Så det var lidt af en Kraftpræstation at få den Vaskedag overstået. Ca. hver 3die Uge havde vi ung Pige, som hjalp min Mor med Arbejdet, og vi Børn måtte også tidligt hjælpe til efter Evne. Blandt min Brors og mine Pligter var blandt andet at bære Skraldebøtten ned og at gå i Kælderen efter Koks. Det var uhyggeligt. Der var jo ingen Belysning. Udover et Lys, vi gik med i Hånden, var der bælgmørkt i den dybe Kælder med de små Rum, hvor vi tit kunne høre Rotterne pile rundt.
      Levevisen var ellers ikke så meget forskellig fra i dag. Det meste Mad lavede Mor selv. Til daglig en Hovedret og så Grød eller Sødsuppe. Norsk Ølsuppe eller Kærnemælk. Til fester ofte både Suppe, Fisk, Steg og Dessert, og tit fik vi hjemmelavet Fiskerand med Rejer og Asparges og ligeledes Hjemmelavet Forloren Skildpadde med små kogte og stegte Kød og Fiskeboller. Der blev arbejdet i Dagevis før en sådan fest. Ved Festerne blev der leget mange Lege, og de voksne optrådte med forskellige Færdigheder, og der blev sunget Masser af Sange. Jeg havde 2 Onkler, som altid optrådte med hele Cirkusnumre, så både børn og Voksne morede sig.
      Om søndagen om Sommeren pakkede Mor store Kurve med Mad, og vi tog med Toget til Klampenborg eller med Sporvogn til Charlottenlund. Togstationen lå dengang i Vester Farimagsgade, så vi gik igennem H.C. Ørstedsparken. Tit tog vi også til Frederiksberg Have med Hestesporvogn (2 etagers). Vi spiste i de små Haver, og vi børn fik en Sodavand, og Mor bestilte en Kedel kogende Vand, så vi kunne lave Te. Dengang var det meget ualmindeligt, at Folk købte Smørrebrød, så man kan se, at Levefoden er steget utrolig meget.
      Min Mor havde Ambitioner om, at vi Børn skulle lære så meget som muligt, så der blev købt Klaver, og min Bror og jeg blev meldt ind hos en Musiklærerinde i Vendersgade, men vi var desværre begge umusikalske, så vi måtte give op. Vi tre Piger gik desuden også til Broderi og Syning i Kronprinsessegade, og det gik det bedre med.
      Een af de Dage, der har forandret sig mest fra min Barndom er Børnehjælpsdagen, som dengang var en stor Festdag, som vi altid glædede os til. Min Far lejede en stor Landauer med 2 Heste for, som min Onkel kørte. Vognen blev pyntet med grønlandske Ting, Kajak, Konebåd, Havørne og Skind. Min Mor og nogle af os Børn, klædt i grønlandske Dragter, og een af mine Brødre gik i et stort Isbjørneskind ved Siden af Vognen. Mange andre Vogne kørte, pyntede med Blomster, og vogne fra forskellige Musikkorps på Kultorvet. Karruseller og Optræden af Gøglere, "Professor Labri" og Sabelslugere etc., og de samlede mange Penge ind til Børnene, men det var i længden ikke fint nok med Gøglere, og Resultatet er nu blevet en kedelig, ufestlig Børnehjælpedag.
      Min Bror og jeg fandt tit på, når vi kedede os, at spadsere ud til østre Alle og besøge en gammel Dame, som var kommet meget i vores Hjem og nu boede i "Fredens Hus", som Stauning havde ladet bygge til gamle Tobaksarbejdere. Et meget hyggeligt Sted med Udsigt til Fælledparken. Penge til Sporvogn havde vi ikke, så vi måtte trave den lange vej op langs Søerne, hvor der var betydeligt mere Liv end der er i dag. Der var Bådebroer ud i Vandet og små Kolonihave Huse, hvor Ejerne kunne sidde og sole sig og sejle en Tur i deres Både. Der blev stor Sorg hos dem, da Kommunen bestemte, at de skulle fjerne Husene og Bådene. Jeg husker ikke, hvilket Aarstal det skete.
      Vi gik også andre ture, f.eks. til Ladegårdsåen, som dengang gik helt hen til Åboulevarden. Det forekom og at være helt ude på Landet.
      I 1932 blev jeg gift og flyttede fra den indre By til Frederiksberg. Jeg kom dog hver Dag til Frederiksborggade, hvor jeg bestyrede mine Forældres Forretning i Nr. 5.
      Jeg husker tydeligt den tidlige Morgen, da de tyske Flyvemaskiner fløj ind iver Byen, og de 5 lange Aar tog sin Begyndelse.
      Min ældste Bror var meget Fædrelandskærlig og førte lange Samtaler med sin Søn om Krigens Udsigter. Dette førte til, at han meldte sig ind i en Modstands Gruppe og blev taget af Tyskerne på fersk Gerning, forhørt under Tortur, ført til Frøslev og senere til Neuengamme, hvor han døde af Sult og Overanstrengelse 21 Aar gammel. Min Brors eneste søn. Det var en forfærdelig sorg, der ramte mange Hjem, og jeg husker endnu tydeligt Kong Kristian den 10endes Tale efter Freden og Tårerne i hans øjne, da han sagde:
      "Guds Fred med vore Døde i Danmarks Urtegård, Guds Fred med dem der bløde af dybe Hjertesår".
      Jeg glemmer aldrig "den danske Stemme" fra BBC, der fortalte, at Tyskerne havde kapituleret i Danmark. Jubelen var endeløs. Hele Byen på Gaderne. Folk omfavnede hinanden, græd og lo. I Butikken i Frederiksborggade satte jeg et Skilt i Vinduet, hvor der stod "Lukket på Grund af Glæde", men midt i al Glæden, var det triste Syn af åbne Biler med "Tyskerpiger", som de havde klippet alt Håret af og Hipoer med Armene i Vejret. Hævnlysten var stor.
      Vi tænkte også på vore norske Brødre, som havde kæmpet så helhjertet mod Tyskerne og havde lidt Nød, og som stadig var besat. Da Freden endelig kom til dem, sendte vi Masser af fødevarer til dem, og det var de meget taknemmelige for.
      Det blev atter Hverdag med skiftende gode og dårlige Tider, og Kommunismen bredte sig overalt.
      Havde vi lært noget af "de fem forbandede Aar?