Anne Pedersdatter Barfod

Andre begivenheder:

• Referencenummer: 1609; VII,8

Notater:

(VII,8) Hun omtales blot i 1609, men ellers kender vi ikke noget til hendes skæbne.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Godsejer, tingsskriver, delefoged
• Referencenummer: VI,3

Notater:

(VI,3) Peder Barfod arvede Sædding Storgård efter broderen Laurits Barfod (VI,1). I 1592 finder vi ham både som tingsskriver og delefoged, og derfor ses han ofte afgøre sager, der er refereret i Kærgaard Birks tingbog, hvor han også optræder som anklager og oplæser af kongelige dokumenter. I januar 1597 tildelte han således bøde til Thomas Marcussen i Sædding, fordi han ikke havde villet "age ham ad Sønderside, da han skulle heden og pante for kongelig skat", men det har nok heller ikke været noget taknemmeligt hverv hverken for den ene eller den anden. I maj samme år var han endvidere lensmanden Albert Friis's stedfortræder vedrørende nogle markskel. I 1597 havde han også en sag med nogle naboer i Bolkær og Præstbøl angående Peder Barfods enge i Hyllested, hvor der var sket skade for 3 læs hø. Endelig ønskede han også i oktober 1597 syn over en ager i Skødstrup, som havde tilhørt hans far, og nu var der pløjet 2 furer jord fra og desuden vedkendte han på kongens vegne noget strandingsgods, der lå i Peder Bremoses gård. Som tingskriver kunne han også have nogle ekstraindtægter. Således ser vi ham i marts 1599 tilbyde de breve, der var skrevet på birketinget de foregående tingdage "om der er nogen i dag, som vil give penning for dem, da fremkom der ingen og ønsket breve". Det vil sige, at han tilbød at foretage afskrifter af domme og tingsvidner, men der var åbenbart ingen, der ønskede det den dag. Endnu to gange samme år finder vi at han tilbyder at afskrive breve "som var ham leveret at indføre", men han fik kun afsat et enkelt. Det har sikkert ikke altid været lige nemt at skulle være dommer over de stridbare bønder, og det er derfor også nok med god grund, at han i tingbogen for året 1600 skriver nederst på siden: "Hjælp Gud nu og altid. Peder Barfod egen hånd". I 1602 var han åbenbart lidt uheldig, for da må han bøde 10 daler "for en forseelse i en genpart af et tingvidne, som ginge mellem jomfru Karen Brokkenhus til Lunderup og Christian Sørensen i Bolkær". Muligvis har det kostet ham skriverstillingen, for samme år oplyses det, at den kongetiende på 5 ørte rug og 12 ørte byg, som han havde i fæste af kongen, nu af kongen var bevilget til sognepræst Jens Rusk i Lønne "for sit sogns ringhed, som er fordreven af sand", men Peder Barfod vil dog kun give Jens Rusk 1 daler i stedet for hver "smal tønde korn", som han årligt yder ham, d.v.s. ca. 24 daler. Det påstod han at have kongebrev på (Riberhus Lensregnskab samt i Kærgård Birks Tingbog og H.K. Kristensen side 140). Peder Barfod døde antagelig 1605, der er det sidste år, hvor jordebogen opfører ham som ejer af Sædding Storgård, og han efterlod sig en kone, der hed Mette, og med hende havde han 4 børn (VII,7-10).

Peder blev gift med Mette. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Havde fire børn (VII,7-10),

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Godsejer, tingholder, herredsfoged
• Referencenummer: V,1

Notater:

SLÆGTEN I NØRRE NEBEL
Når vi kommer ind i 1500-tallet, sker der store ændringer i Danmarks historie. I 1523 forlader Christian II landet for at søge at samle en hær udenlands til kampen mod den adel, som havde opsagt ham huldskab og troskab. Først i 1531 lykkedes det ham at gøre et forsøg da han satte sig fast i Norge og også hyldes der. Som bekendt blev han imidlertid lokket til Danmark og blev siden holdt fanget her på Sønderborg Slot. Da Christian II.s efterfølger Frederik I dør i 1533, er adelen i begyndelsen utilbøjelig til straks at hylde hans ældste søn, hertug Christian, og situationen udnyttedes af grev Christoffer, der sammen med bl.a. Skipper Klement søgte at rejse bønder og borgere for at få Christian II tilbage på tronen. Når adelen ikke med det samme hyldede Christian III, var det på grund af dennes interesse for Luthers lærdom. I 1517 havde Martin Luther nemlig startet sit oprør mod paven og den katolske kirke. I 1521 blev Luther dømt fredløs, men han og hans tilhængere havde skabt et røre, der også spredte sig uden for landets grænser. Flere og flere danske blev optaget af hans tanker og blandt dem var også kongens ældste søn, hertug Christian. Allerede Frederik I havde været noget vaklende overfor de lutherske tanker og tålt prædikanter som f.eks. Hans Tausen, der fik lov til at prædike i Viborg, og reformationen blev efterhånden en folkelig bevægelse imod højadelen, som i Rigsrådet støttede de højadelige katolske bisper. Resultatet ved kong Frederik I.s død blev derfor den såkaldte "Grevens Fejde" fra 1534 til 1536. I første omgang havde grev Christoffer heldet med sig, da han i sommeren 1534 landsatte sin hær ved Hvidøre på Sjælland, og inden længe var alle øens borge i hans varetægt. Også i Skåne lykkedes opstanden under ledelse af Malmøborgmesteren Jørgen Kock, og desuden lykkedes det også snart at erobre Fyn. Frygten for at Christian II.s parti skulle vinde magten og genindsætte den fangne konge var årsag til, at bisperne i Rigsrådet bøjede sig, og i Rye Kirke ved Himmelbjerget udråbtes da hertug Christian til konge som Christian III. Greven manglede kun at få magten over Jylland, og hér fik han hjælp af Christian II.s gamle støtte Skipper Klement, der i september 1534 landede i Nordjylland, hvor han hurtigt fik rejst vendelboerne i kampen for Christian II.s sag. Mange bønder og borgere sluttede sig til ham, således at han snart beherskede et område, der i Vestjylland nåede helt ned omkring Varde og i Østjylland til omkring Randers. Tilmed havde han været så heldig, at en jysk adelshær, der angreb Klements bondehær den 15. oktober ved Svenstrup syd for Ålborg, havde lidt et sviende nederlag. Krigslykken ændredes dog helt, da Christian III., der hidtil havde været bundet med sin hær ved Lübeck, i november 1534 fik sluttet en foreløbig fred med byen. Nu kunne hans hærfører Johan Rantzau drage med hæren op i Jylland, og allerede den 18. december blev Ålborg stormet. 2000 bønder faldt under kampene og byen blev plyndret. Tilmed blev Skipper Klement fanget og henrettet og inden nytår var hele Jylland i kongens varetægt. Derefter gik det videre over Fyn til Sjælland, og København måtte udholde en lang belejring, før byen måtte overgive sig den 29. juli 1536. For slægten Barfod samler interessen sig naturligvis om forholdene i Jylland, og vi kan i det følgende se, hvorledes det gik. De bønder, der sluttede sig til Skipper Klements oprørere, måtte som straf siden løse sig ved at afhænde gods til kongen eller give en rigelig løsesum i penge eller oftere blive fæstere under kronen. I mange af de 49 herreder, d.v.s. ca. 2/3 af Nørrejylland, som oprørerne havde behersket, blev alle bønder skåret over én kam, og de måtte alle indløse deres gårde, hvadenten de havde deltaget i oprøret eller ej. Da de fleste medlemmer af slægten netop boede i de berørte områder, kunne det ikke undgå at påvirke familien. I en sådan situation måtte man vælge side (Johan Ottosen: Nordens Historie II side 381).

(V,1) Jens Knudsen Barfod hører vi første gang om, da han i 1532 reddede en af kong Frederik I.s mænd, der var sendt til herredet for at indkræve kongeskat. Bønderne blev åbenbart så forbitrede, at de ville slå opkræveren ihjel, for i et kongebrev står der, at Jens Barfod måtte være fri for ranstov, sandemandstov eller noget andet tov for sin livstid, fordi han "lod sig velvilligen findes at undsætte Mads Skriver". I en række grovere sager skulle nogle mænd fra herredet udpeges og afgive en udtalelse - tov - som tinget lagde til grund for dommen, og åbenbart slap Jens Barfod for at skulle deltage hér. Få år efter udbrød Grevens Fejde, og Skipper Klements styrker nåede som før nævnt ned i Vestjylland til omkring Varde. Efter sigende skal de fleste medlemmer af slægten have gjort fælles sag med bønderne til fordel for den fangne konge Christian II. Sandsynligvis er Jens Barfod også gået med, men vi kender ikke noget til hans meriter. Trods alt var han dog efter krigens ophør og efter reformationen den fornemste mand på egnen. I 1541 var han tingholder og herredsfoged, da han tog lovhævd på Tudsmose hussted (Hungerbjerg på Øster Debel Mark i Lunde sogn). Det bevidnes, at han havde ejendommen "inden for alle fire markskel, og kender ingen at have lod eller del deri uden sig og sine søskende". Derved kom han i strid med Nils Skoning, som også gjorde krav på gården, der da lå øde, men i 1542 bevises det, at Jens Barfods far og dennes forældre havde haft Tudsmose før han, og beboerne havde svaret dem både skat og landgilde. Velbyrdige adelsmænd som ridder Otto Krumpen, Henning Qwitzov i Lydom, Palle Bang i Hennegård, Thomas Stygge i Frøstrup, en borgmester, en byfoged og en rådmand fra Varde samt Eske Nielsen dømte da, at Jens Barfod skulle beholde Tudsmose. I 1544 kom han imidlertid i strid med Eske Nielsen i Løftgård og stævnede da som herredsfoged i Vester herred Okuf Stofferskou til Donneruplund og Niels Staffensen til at møde i Viborg, når kongen kom der, for at få klaret en dom, som han mente, at de med urette havde dømt mellem Jens Barfod og Eske Nielsen. I 1553 beseglede han som vidne sin svogers skøde til Thomas Stygge, og i 1562 bor han endnu i Sædding. Som andre oprørske under Grevens Fejde havde kongen også inddraget Sædding Storgård som krongods, og Jens Barfod måtte derfor foruden gæsteri til kongen også svare landgilde. I 1562 måtte gården således betale ialt 10 hestes gæsteri, ½ ørte smør, 2 ørte rug, 2 ørte byg, 1 svin, 1 lam, 1 gås, 2 høns og i penge 12 skilling, der skulle betales til Helmis (1. november) og 12 skilling til Volmis (1. maj) (Frederik I.s registrant, Danske Magasin 4 rk.. 1. bind side 42. H. K. Kristensen: Nørre Nebel og Lydom sogne. 1958 side 145). Han havde tre børn, som vi kender til (VI,1-3).

Jens blev gift med Datter af Christian Stygge. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Har tre børn.

Andre begivenheder:

• Referencenummer: IV,2
• Beskæftigelse: 1494; Godsejer, herredsfoged

Notater:

(IV,5) Sandsynligvis Jens's ældste søn, da han arver Sædding Storgård efter sin far. Den 13/3 1493 forpligtede han sig skriftligt til for sig og sine efterkommere på storgården at give 4 skilling til leje af en eng i Bolkjær til Ribe kapitel. I 1494 og 1502 nævnes han som tingholder eller herredsfoged i Vester herred. Vi kender desværre ikke hans kone, men han havde fem børn (V,1-5) (De ældste archivreg. III d. 13/3 1493, 1494 og 1502).

Knud blev gift med Anna. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Teori. Får fem børn.